Efter
at have sejlet optimist og folkebåd i 10 år i Odense Sejlklub, og de sidste
år mere intensivt folkebådssejlads i Kerteminde, efter at have været
optimisttræner i en del år, efter at være blevet student i 2002, efter at
have taget duelighedsbevis og yachtskipper af 3. grad - ja hvad er så mere
naturligt end at tage ud at sejle???For
nogle år siden meldte jeg mig ind i FTLF - Foreningen Til Langturssejladsens
Fremme - og efter gymnasiet skulle det så være. Før sommerferien indrykkede
jeg en annonce i “gastebørsen” i FTLFs medlemsblad. Og i juni var jeg i
Kokkedal for at snakke med Flemming Bitz, som skulle over Atlanten med sin
ballad. Det hele endte med at jeg lavede en aftale om at sejle med ham fra Gran
Canaria først i oktober, via de Kapverdiske øer til Brasilien.
Den
3. oktober 2002 kom dagen hvor jeg skulle fra Danmark. Om eftermiddagen forlod
jeg Københavns lufthavn med kurs mod Las
Palmas, Gran Canaria. Efter 2½ times forsinkelse i Madrid ankom jeg til
Gran Canaria ved midnatstid, hvor jeg blev hentet af skipperen Flemming. Vi tog
en taxa ind til Las Palmas og gik på hovedet i seng. Dagen efter mødte jeg den
anden gast Allan, som boede på hotel i Las Palmas. Det skulle senere vise sig
at vi tre kom rigtig godt ud af det med hinanden. Flemming er ingeniør, men da
han i sommers blev fyret tænkte han, at han hellere måtte sejle sig en tur.
Han har været over Atlanten en gang tidligere, i 1999, men problemet var at de
sejlede for hurtigt hjem. Denne gang er planen at lade båden ligge i Caribien i
nogle år, og vende tilbage i ferierne for at sejle rundt i Caribien. Allan er
radiograf og bor i Schweiz, men oprindeligt kommer han fra Brovst! Det var os
tre der skulle sørge for at det gode (men lille) skib Nette kom sikkert over
Atlanten.
I
Las Palmas brugte vi tiden på at gøre skibet klar til turen, indkøbe proviant
og vi fik også tid til at leje en bil et par dage og køre rundt på øen. Gran
Canaria er faktisk en rimelig flot ø, når blot man kommer lidt væk fra
turistområderne. Den 12. oktober var vi klar til afgang fra Las Palmas, og
planen var at sejle til Kap Verde-øerne - en distance på omkring 850 sømil.
Vi kalkulerede med ca 100 sømil pr døgn, så blev vi sjældent skuffede, det
skulle vise sig at holde nogenlunde i virkeligheden. Efter nogle timers sejlads
blæste det kraftigt op, og af en eller anden grund startede vi motoren for at
dreje lidt op i vinden så vi kunne få nogle af sejlene ned. Motoren gik
hurtigt i stå, olietrykket var meget lavt, og vi kunne kun få den til at køre
i højst ca et minut af gangen. Vi var ikke kommet fri af Gran Canaria, så vi
besluttede os til at søge nødhavn i byen Puerto Rico - ca 15 sømil væk. Men
på et tidspunkt forsvandt vinden fuldstændig, og vi lå og drev rundt uden
mulighed for at starte motoren og komme de sidste 10 sømil til havnen. Efter en
times tid kom der en anden sejlbåd forbi, og vi kom på slæb. Det viste sig at
være en norsk båd, som var på vej jorden rundt. Vi kom til Puerto Rico, og to
dage senere fandt vi en mekaniker. I Spanien er de jo ikke kendt for deres høje
tempo, og der gik et par dage før mekanikeren fandt ud af at det var dysserne,
som var problemet. Yderligere et par dage efter havde han fået nye dysser fra
Madrid, men så viste det sig at det ikke var problemet. Lidt senere fandt han
ud af at han skulle have motoren med hjem på værkstedet for at skille den ad,
men da de ikke havde nogen kran tog vi den 100 kg tunge 17 hk.
motor op med håndkraft - ved lavvande, så den skulle hejses i et tov ca
to meter lodret opad - det mest groteske jeg længe har været med til. Til
sidst lykkedes det dog at få motoren op, kun lettere beskadiget. Nogle dage
senere fandt de ud af at problemet skyldtes at der var kommet saltvand ind i
motoren gennem udstødningen, og det dækker garantien ikke. Vi fik en ny motor
til specialpris fløjet ind fra Barcelona, og efter 2½ uge var vi så klar til
afgang! De uger kunne vi godt have været foruden, især fordi vi lå i Puerto
Rico, som er en af de værste turistbyer på de kanariske øer - der var ikke
andet en charterturister, hoteller, restauranter og badestrande. Det lyder fint
nok, men da det jo ikke var derfor vi var der var det utrolig irriterende. Et
par af dagene vi var der tog Allan og jeg derfor med de nordmænd, som trak os
ind, til Tenerife, hvor vi var et par dage inden vi tog færgen tilbage til Gran
Canaria.
Efter
den store forsinkelse var der dog ingen problemer undervejs. Vi sejlede i 7
døgn fra Gran Canaria inden vi ankom til de Kapverdiske
øer. Undervejs så vi kun et par andre skibe, og vi deltes om de praktiske
ting. Det var mørkt 12 timer i døgnet, så natten delte vi i 3 vagter af 4
timer - så man faktisk kunne få 8 timers søvn hver nat. Om dagen var vagterne
ikke fast organiseret, da vi jo alligevel var vågne det meste af tiden.
Aftensmaden
skiftedes vi til at lave, og den bestod mest af dåsekød, spaghetti eller ris
og tomatsauce (vi havde købt 48 dåser tomatsauce på tilbud!). Det blev man
træt af i længden!!!
Den
6. november ankom vi til byen Mindelo (på størrelse med Horsens), på øen
São Vincent, som er en af øerne i øgruppen Kap Verde, som ligger ca 600
sømil ude fra Afrikas kyst. Kap Verde er en selvstændig stat, som tilhørte
Portugal indtil 1975. Der er ca 400.000 indbyggere på øerne, men ca det samme
antal folk fra Kap Verde bor uden for øerne - f.eks. rigtig mange i USA. De
sender så penge hjem til familierne, så derfor var øerne ikke helt så
fattige som man skulle tro. Vi lå i Mindelo i 10 dage, hvor vi var rundt på
øen, og på naboøen Santo Antão.
Der var utrolig flot på øerne, men meget tørt.
Den
15. november var dagen hvor vi startede vores lange tur på tværs af
Atlanterhavet. Vi afgik kl. 12, og satte kurs mod Amazonfloden, kurs 234 grader
og distance knap 1800 sømil. Vi havde planlagt at sejle direkte til Amazonas
p.g.a. forsinkelsen på Gran Canaria, planen var ellers at sejle langs med
Brasiliens kyst fra byen Fortaleza. Men jeg havde jo en flybillet fra byen
Belém, som ligger 100 sømil oppe af Amazonas, så vi besluttede at sejle
direkte dertil. Og på den måde fik vi også to uger i regnskoven.
Turen
over dammen tog 15 døgn og 8 timer, de første 14 dage så vi ikke et
eneste andet skib, kun vand.... Men hver aften havde vi radiokontakt over
kortbølgeradioen med en dansker, som bor i Panama. Han sendte så e-mails hjem
til familien med besked om vores position, og hvornår de kunne forvente at
høre fra os igen. Efter nogle dages forløb vænnede man sig til døgnrytmen,
og så begyndte dagene at gå uden at man egentlig tænkte over det. Vi fik
læst en del, men ellers brugte vi også en del tid på at kigge ud i luften,
tænke over tilværelsen og sove! Vi så nogle hvaler en af de sidste dage, det
var et flot syn. Og dagen før vi ankom til Brasilien passerede vi Ækvator, det
blev fejret med drinks og popkorn. Vi tror ikke rigtig på det med Kong Neptun,
men som straf for at vi ikke foretog en rigtig dåb kom der ca en halv time
efter passagen af Ækvator en ordentlig bølge, så egentlig blev vi jo døbt!
Vejret
undervejs var præget af NØ-passatvinden. Fra vi forlod Kap Verde havde vi en
kraftig passatvind med os, vi gættede os til ca 15 m/s, og den var utrolig
konstant den første uges tid, både i retning og styrke. Efter en god uges
sejlads kom vi ind i et område med kraftige regnskyl - meget kraftige! Samtidig
med 3 dages heldagsregn forsvandt vinden stort set, men efter dette
regnvejrsområde var passeret kom vinden igen rimelig stabilt, denne gang fra
sydøst. Vi havde ikke de store uheld undervejs (da vi kom afsted fra Gran
Canaria), kun et par mindre flænger i et af sejlene o.l.
Turen
ind gennem Amazonfloden var spændende, og vi ankom den 30. november til byen
Belém, som er lidt større end København.
I
Brasilien er alle mennesker utrolig flinke, og vi blev inviteret ud i et “sommerhus”
ude i junglen sammen med en Brasiliansk familie - en kæmpe oplevelse. Alting
virker meget billigt i Brasilien, men man skal også lige huske på at
mindstelønnen, som over halvdelen af befolkningen modtager, svarer til 400 kr.
om måneden.
Efter
nogle dage i Belém havde vi fået lyst til at udforske
Amazonfloden lidt mere, så vi sejlede nogle dage op af floden. Og det
vækkede meget opsigt når en dansk ballad lagde til kaj, vi så næsten ikke
andre lystbåde, kun et par stykker som lå til ankers omkring Belém. Og her
kan man virkelig sige at vi var ude blandt indianerne, vi havde købt nogle
bolcher til de børn som kom roende ud til os i deres hjemmelavede kanoer, det
var ret populært. Efter nogle dages udforskning af Amazonfloden var tiden
kommet til at sige farvel til de to andre, og jeg tog en flodbåd tilbage til
Belém, overnattede på et vandrerhjem og fløj til São Paulo. Jeg var nede at
besøge min kammerat Victor, han var et år i Danmark sidste år, så det var
rigtig hyggeligt at se ham igen. Efter en uges tid tog jeg så med fly tilbage
til Danmark, hvor jeg ankom den 21. december til en “velfortjent” juleferie.
Og der gik lige et par dage inden jeg vænnede mig til temperaturen her i landet
igen.
Alt
i alt altså en kæmpe oplevelse, ja jeg er blevet rimelig bidt af
langturssejlads, så når dette læses er jeg allerede taget afsted igen. Jeg
har en aftale med den danske båd S/Y Joy, om at sejle med dem i Stillehavet.
Det er med påmønstring 1. februar på Tahiti, hvorfra jeg skal sejle med dem i
4 måneder til Fiji. Så jeg er først tilbage i Danmark den 8. juni igen - det
bliver en oplevelse for livet (og ja, i skal nok få en beretning fra den tur
også!!!!!)
Hvis
I har fået lyst til at læse mere om turen over Atlanten eller en masse gode
råd om langturssejlads har skipperen på Nette lavet en flot hjemmeside med
rejsebreve fra turen og en masse anden information. Se den på http://www.bitz.dk/.
Og hvis man vil følge lidt med i hvor jeg er hende i verden i foråret 2003 kan
man klikke ind på http://www.syjoy.dk/
-
den bliver dog ikke opdateret så tit.
Og
så er der blot at ønske jer alle sammen en fortsat god og kold vinter, vi ses
til sommer når temperaturen trods alt sniger sig lidt opad.
Mange
hilsner fra
Andreas
Kuchler