20. Rejsebrev 2. del Charlotte Amalie, St Thomas, US Virgin Islands, Caribien den 25. april 2000

Hej alle!

En lille hilsen fra "NETTE" fra Charlotte Amalie, St Thomas, Caribien.

Charlotte Amalie, St Thomas, Caribien: 18 grader 20 minutter nord, 64 grader 55 minutter vest, den 25. april 2000.

Så er NETTE nået til den tidligere dansk Vestindiske ø St. Thomas. Vi ligger for anker i naturhavnen ud for hovedstaden Charlotte Amalie, som ligger ca. midt på den sydlige del af øen.

Sidste rejsebrev sluttede på St. Martin. Efter St. Martin har vi besøgt de tidligere danske Vestindiske øer St. Croix, St. John og St. Thomas.

Dette rejsebrev er delt i 3 dele:

1. Anguilla & St. Martin 
2. St. Croix  - denne del
3. St. Jan 
4. St. Thomas

 Saint Croix

Kort over US. Virgin Islands

En af de sidste dage, vi lå på St. Martin, hentede vi vores datter Annette i lufthavnen. Annette kom til St. Martin med fly fra København via Paris. Vi havde sendt en lang liste med ting, som Annette endelig skulle huske at tage med. Det eneste, vi havde glemt at skrive på listen, var, at hun skulle have et visum på den amerikanske ambassade i København til US. Virgin Islands, dvs. til de tidligere danske Vestindiske Øer. Det er nødvendigt, hvis man kommer til øerne i en privat sejlbåd. Det visum havde hun selvfølgelig glemt at få !. Vi brugte den næste dag til at se St. Martin med Annette. Derefter sejlede vi om eftermiddagen kl. 15.00 mod St. Croix. Sejladsen var ren passat sejlads med vinden ind agten fra, d.v.s. næsten plat læns. Elise tog den første vagt til kl. 23.30, så kunne hun ikke holde sig vågen mere, så jeg måtte overtage vagten, medens Annette var lidt forkommen af søsyge. Man skal jo lige vænne sig til Atlanterhavets noget større bølger. Distancen til St. Croix er ca .90 Sømil. Halvvejs kan man om natten stadigvæk se det lyser op i horisonten fra både St. Martin og St. Croix. Næste morgen var vi ud for St. Croix, og ca kl 10.00 sejlede vi ind ad den afmærkede sejlrende gennem koralrevet forbi fortet Christiansværn til Christianssted.

Vi kastede anker, så vi lå i læ bag øen Protestant Cay. Samme sted lå også Lady of la Mancha fra Humlebæk. Straks vi havde kastet anker, kom Otto og Lise tøffende ud til os i deres gummibåd, og vi fik en nyttig briefing om indklareringen og hvad, vi skulle se på øen. Vi fik gummibåden klargjort og sejlede ind til byen

Christianssted er en spændende by - den mest danskprægede - med lange lige og brede gader vinkelret på hinanden. Christianssted er en af de første arkitektplanlagte byer i Verden. Byen blev planlagt og fik et bygnings-regulativ efter, at danskerne havde købt St. Croix af Frankrig i 1733. Bygningsregulativet påbød b.la., at husene i centrum skulle bygges i sten og være med svalegange ud mod gaden. Vi tog straks ind til byen og startede med at besøge det spændende fort Christiansværn, som i dag er indrettet som et museum. Selve indklareringen foregår ved lystbådehavnen ved indsejlingen - ca. 1-2 km fra Christianssted. Da vi kom derud, var der selvfølgelig lukket, så vi måtte vente 2 timer, inden Immigrations- og toldmyndighederne kom. Annette "bed negle". Hun havde jo ikke noget visum, mon hun ville blive udvist af landet igen ? Da myndighederne kom, forklarede vi vores problem. Det viste sig så, at Annettes visum-problem kunne klares ved, at hun "blot" betalte 170$, dvs. næsten 1400kr. For denne nette sum fik hun de "rigtige" stempler i passet og dermed lov til at opholde sig på øerne; men hun fik ikke noget visum. Det var nu heller ikke noget problem, for vi ville bruge resten af tiden med Annette til at se de tidligere danske øer. Senere har vi hørt, at en billigere mulighed var at få et visum ved at sejle til Tortola i UK-Virgin Islands og så tage en færge til St. Thomas. Hos de amerikanske myndigheder kan man så købe et visum til 35$.

St Croix er på størrelse med Møn og forholdsvis flad. Kun i den den nordvestlige del er der lave bjerge med regnskov. Danskerne købte som tidligere nævnt øen i 1733 af Frankrig. Øen var næsten helt ubeboet, så det første, danskerne gjorde, var at opmåle øen og få den udstykket i 300 plantager, som så blev udbudt billigt til salg. I løbet af kort tid blev alle plantagerne solgt. De fleste plantager blev brugt til at dyrke sukkerrør til sukkerproduktion. Som arbejdskraft blev benyttet importerede afrikanske slaver. To tredjedele af sukkermøllerne, som blev brugt til at presse saft ud af sukkerrørene, kan stadigvæk ses med deres karakteristiske stenkegler, der dukker op overalt på øen. Efterhånden som sukkerproduktionen steg, boede der næsten 20.000 på øen, hvoraf over 90% var slaver. Øen blev en af de rigeste i hele Vestindien. Danskerne organiserede handelen vha. den såkaldte trekant-rute, som gik fra København til Dansk Guinea (nu Gana) på Afrikas sydvestkyst til Dansk Vestindien og tilbage til København. På ruten til Afrika medbragte skibene billige handelsvarer, geværer og spiritus. Som ballast i skibene brugte man gode danske teglsten. Våben og spiritus var der stor efterspørgsel efter - især blandt de afrikanske høvdinge, som altid var tørstige og i krig indbyrdes for b.la. at erobre slaver fra hinanden. Slaverne blev så med våben og spiritus som betaling solgt til danskerne, som så ad trekantrutens andet ben sejlede slaverne til St. Thomas, hvor de blev solgt til høje priser bl.a. til plantageejerne på St. Croix. Balasten af gode danske mursten blev brugt til at bygge forter og andre offentlige bygninger på øerne. Det tredje ben på trekantsruten blev primært benyttet til at transportere tobak og brun råsukker på tønder - især fra St. Croix - til København, hvor sukkeret blev raffineret til hvidt sukker og derefter solgt til skyhøje priser. 85.000 slaver blev fra 1645 til 1806 sendt fra Afrika til Amerika under dansk flag; deraf anslås, at 70.000 klarede turen. Trekanthandelen foregik helt legalt indtil 1803, hvor danskerne forbød slavehandelen. Englænderne frigav deres slaver i Vestindien allerede i 1833. Først i 1848 frigjorde generalguvernør Peter von Scholten endelig også slaverne på de Danske øer.

Den næste dag tog vi med en båd ud til Buck Island - en lille ø nord for St. Croix - hvor båden kastede anker inden for koralrevet ved østsiden af øen. Her snorkede vi på det flotteste koralrev, vi endnu har set. På hjemturen lagde skibet ind ved vestsiden af Buck Island, hvor vi badede fra den dejlige badestrand med koralsand og palmer.

Vi lejede en dag en bil på St. Croix og kørte rundt for at se øen. Først kørte vi ud til det østligste punkt på øen, som også er USA's østligste punkt. Her har amerikanerne netop bygget et flot mindsmærke b.la. til minde om år 2000 skiftet.

Vi fortsatte ad øens sydside og kom forbi et kæmpestort olieraffinaderi - vist nok det største i Caribien - og en stor aluminiumsfabrik. Vi kørte derefter skyndsomt ind mod midten af øen og kom ind på Centerlinien, som er en landevej - trukket efter en lineal af danskerne, da de opmålte og udstykkede øen. Centerlinien går midt gennem den mest frugtbare del af øen næsten helt fra Cristianssted til Frederikssted på vestsiden af øen. På centerlinien gjorde vi ophold på plantagen Vim, som i dag er museum med bla. restaurerede sukkermøller, en hestetrukken mølle, en vindmølle og en mølle trukket af en engelsk dampmaskine fra 1860.

Fra Vim kørte vi videre ad Centerlinien til den næststørste by på St. Croix Frederikssted. I Frederikssted var vi bla. inde og se det gamle røde Fort Frederik. Det var på pladsen ud for dette fort, at generalguvernør Peter von Scholten den 3. juli 1848 midt under et slaveoprør frigav slaverne ved at udtale: "Now you are free! You are hereby emancipated!"

Som noget nyt er der ud fra havnen bygget en "flot" meget lang mole, som krydstogtsskibene kan lægge til ved, og alle håber, at Fredrikssted vil gå en lige så "lysende" fremtid imøde som Charlotte Amalie på St. Thomas. Christianssted er heldigvis beskyttet af et naturligt koralrev, så krydstogtsskibene ikke kan ligge til der.

Fra Frederikssted fortsatte vi mod nord og drejede ad Mahogny Road ind i regnskoven. Vi ville ind og se familien Lawaetz's plantage, som er åben for offentligheden. Desværre viste det sig, at stedet var lukket netop den dag, vi var der. Vi fortsatte gennem regnskoven og op mod nordkysten, hvor vi standsede for at se nogle ruiner af en plantage. Derefter fortsatte vi mod Salt River Bay på nordkysten. Det var her Colombus i 1498 gik i land. Inderst inde i Salt River Bay ligger der en helt beskyttet havn, og ud for stedet ligger der nogle af Caribiens bedste dykkerområder.

Den næste dag skulle bilen afleveres kl 11.00, så Elise og jeg besluttede, at vi lige kunne nå den sidste rundtur på øen og bl.a. besøge Lawaetz´s plantage. Vi drejede så af på Centerlinien for at svinge til højre. Det skal lige bemærkes, at der er venstrekørsel, og at bilen var med automatgear. Jeg kom derfor i dette højre sving til at lave en uovervejet manøvre med bilen. Straks var der en politibil, som vendte rundt, og som med hylende sirener og blåt lys fulgte efter os. Vi holdt roligt ind til siden og blev i bilen - jeg havde set i amerikanske film, at man kunne risikere "at blive skudt", hvis man steg ud. Vi holdt i højre side (overhalingsbanen) og ventede på, at betjenten skulle komme hen til os. Der fløj mange tanker gennem hovederne på os. Jeg kørte bilen, fordi Elise, som var skrevet for bilen, ikke havde prøvet at køre venstrekørsel før - og slet ikke med automatgear. Ja - tænk engang: På US. Virgin Islands kører man faktisk i venstre side. Det må være en arv fra danskertiden. Bilen var venstrestyret, hvor det ellers er normalt, at de er højrestyret i lande med venstrekørsel. Det værste var, at jeg ikke havde noget kørekort med. Det havde jeg mistet sammen med min pung den dag, vi forlod Nivå havn. Jeg havde dog et internationalt kørekort, som var udløbet, men det lå nede i båden. Elise var helt sikker på, at jeg ville komme i fængsel, og at vi ville få en kæmpe bøde. Betjenten kom hen til bilen, jeg rullede vinduet ned, og han sagde: "Hvad var det for en kørsel? Er De klar over, at der kunne være sket en ulykke?" Jeg beklagede brødebetynget og undskyldte: "Det skulle aldrig ske igen." Nej det håbede han heller ikke. "Kør nu forsigtigt og hav en god dag", var hans slutbemærkning. Vi åndede lettet op. Han ville ikke engang se kørekortet! Vi besluttede nu, at vi hellere måtte køre bilen forsigtigt tilbage til udlejningsbureauet og få den afleveret. 

Dette rejsebrev er delt i 3 dele:

1. Anguilla & St. Martin 
2. St. Croix - denne del
3. St. Jan 
4. St. Thomas

Retur til forrige side Retur til S/Y NETT's hjemmeside Noonsite-links til lande undervejs til Caribien West Europa & Nord Atlantiske Øer Azores, Bermuda, Canary Islands,Denmark, France, Germany, Madeira, Netherlands, Portugal, Spain, United Kingdom Caribien Anguilla, Antigua & Barbuda, Aruba, Dominica, Grenada, Guadeloupe, Martinique, Montserrat, Sint Maarten, St Barts, St Kitts & Nevis, St Lucia, St Martin, St Vincent & the Grenadines, US Virgin Islands Informationer om Caribien Kort Over Caribien Copyright © 07. March 2009 Flemming Bitz . Ingen af disse breve må helt, delvis eller i omskrevet form publiceres uden en skriftlig tilladelse fra forfatteren. Ring via Skype!