Forlis på Fiji

I juni måned 2004 kunne man hjemme fra sofaen følge med i en redningsaktion af en dansk besætning i Stillehavet ud for Fiji. Men hvad skete der egentlig under og forud for det dramatiske forlis.
Tekst og foto af Erik Nielsen, www.eriksfreelance.dk
Bådmagasinet har talt med langturskaptajnen fra den forliste Tico Tico – vel ankommet til Danmark. 

”Jeg kan stadigvæk ikke rigtigt forstå, hvordan det kunne ske. Jeg vidste jo godt, revet var der,” er det første langturssejleren Bent Egelund siger, inden det første spørgsmål overhovedet når at blive lanceret.  

Den pensionerede dyrlæge Bent Egelund sejler 13. juni for motor fra Tonga i vindstille vejr sammen med sin kone Lotte Buchwald og en 22-årig gast fra Århus ved navn Lasse. Dagen efter afrejse blæser det en smule op, og på tredjedagen blæser det endnu mere. Vindstyrken er på 25-30 knob eller omregnet til danske måleenheder14-16 sekundmeter, der svarer til stiv kuling.  

I vindstyrketabellerne taler man om ”hvidt skum fra brydende bølger, der føres i striber i vindens retning.” Desuden er det denne dag skyet, og der trak jævnligt regnbyger hen over den lille, danske besætning.  

”Vi sejlede kun med storsejlet sat, og det var rebet ned til andet reb. Vinden kom agten for tværs, så det gik fint derudaf. Vi skød af sted med en fart på seks til syv knob, der er noget nær maksimal hastighed for Tico Tico,” fortæller Bent Egelund.  

Tico Tico er navnet på Egelunds Scanmar 33.  

”I kortet var koralrevet afsat, og der stod, at det ville være synligt over vandet. Derfor regnede jeg med, at ”navigation by eye” var den bedste måde at nærme sig revet på. Der blev der holdt godt udkig.”  

Den erfarne langturssejler, som sejler verdenshavene tynde på tredje år, regner med, at han vil få øjenkontakt med revet, inden de kommer for tæt på det. Havde det været mørkt, var de aldrig sejlet den vej, forklarer han. De er godt forbedret til turen. Efter at have ligget i Tonga og ventet på godt vejr, har alle fulgt godt med over kortbølgeradioen og via vejrudsigter på sailmail, som Egelund abonnerer på.  

”Vi var kommet længere, end jeg regnede med, og pludselig gik det hele så stærkt. Bagefter kan jeg jo godt se, at vi skulle have holdt os langt, langt væk fra dette sted. Man bliver klog af skade, som man siger.”  

Kølen knækker af 

Med hurtigt, mener den erfarne langturssejler, at de pludselig fra det ene sekund til det andet torpederede et kæmpe koralrev og sad fast. 275 kilometer nordøst for Fijis kyster støder skibet på det øde Duff Reef, der engang langt ude i fremtiden bliver til endnu en atol i Stillehavet. At møde et koralrev på tæt hold med seks til syv knobs fart er ikke en ideel situation, og kølen på den 33 fod store sejlbåd bliver skilt fra resten af båden.  

Med hul i bunden af Tico Tico, og vandet der straks begynder at pible ind, begynder nok de mest dramatiske fem minutter i de tre danskeres liv nogensinde. Prøv at tænk situationen igennem, kære læser. Prøv at tænk at det er din båd, der pludselig er ved at blive fyldt med vand, og der er over 200 sømil til nærmeste landfaste destination. Mange vil gå i panik bare ved tanken om det.  

”Underligt nok så gjorde vi alt det rigtige på den korte tid, vi havde at gøre godt med,” konstaterer Bent Egelund uden nogen form for dramatik i stemmen.  

Gasten, Lasse, boede i agterkahytten, og han kom hurtigt op. Der står på det tidspunkt allerede vand over dørken, og Lasse nægter pure at gå ned igen.  

”Det kan jeg godt forstå. Jeg kunne se nogle flasker vand, der flød rundt dernede. Dem ville jeg gerne have fat i. Desuden vidste jeg, at der var en håndbåren GPS og nogle batterier.”  

Dramatik uden panik 

Det er dramatiske minutter, men Bent Egelund holder fast i, at der ikke var antydning til panik.  

”Adrenalinet kørte rundt i kroppen, og det fik os til at tænke og handle helt klart. Der var ingen panik!”  

Redningsflåden bliver sat i vandet. Det er en såkaldt VIKING med plads til i alt seks personer. Kiks og et par flasker vand, kommer også med over i flåden, samt den håndbårne GPS, og batterierne. Det havde sin plads under dæk, men Bent Egelund ved præcis, hvor det hele er. Han får det op fra skibets indre, der efterhånden er helt fyldt med vand. Ombord på Tico Tico er der også en boks med ekstra nødraketter ud over dem, der er i redningsflåden. Dem når de også at få med sig.  

De når også at få aktiveret den såkaldte Epirb (Emergency position indicating radiobeacons). Den bliver sat i vandet og kan nu ses fra luften på grund af de lyssignaler den udsender. Samtidig afsender den radiosignaler, der kan opfanges i land.  

”Jeg når lige at tænke, gad vide om systemet virker, da jeg sætter Epirben ud.”  

Det gør den. Men det ved Bent Egelund jo ikke noget om på daværende tidspunkt. Desværre for besætningen river den sig også løs og driver væk fra den havarerede Tico Tico.  

Stærke netværk 

Mindst lige så vigtigt som alt det elektroniske grej er en svensker, der sidder i sin båd Stresslet 1200 sømil derfra i nærheden af Tahiti. Den svenske langturssejler, og den danske ditto på Tico Tico er i daglig radiokontakt, hvor de udveksler oplevelser, vejrudsigter og positioner.  

Den svenske og den danske besætning har opbygget et bånd, der trods afstanden ikke kan brydes. Det viser sig nu, hvor svenskeren ikke kan komme i kontakt med Tico Tico. Svenskeren slår alarm til de lokale myndigheder og angiver samtidig den position, som han fik oplyst af Bent Egelund, da de var i radiokontakt dagen i forvejen. Svenskeren på Stresslet angiver også en position, hvor han mener, de kan være nu, på baggrund af den rute, han ved Tico Tico havde planlagt at sejle. Den position han opgiver skal senere vise sig at være næsten identisk med den position, som Tico Tico befinder sig på.  

Redningstjenesten i Fiji bruger dog ikke svenskerens oplysninger til noget.  

”Da vi først var blevet reddet og var kommet i land i Fiji, kommer chefen for den lokale redningstjeneste ned til os. Han er tydeligt nervøs. Han har garanteret fået en ordentlig skideballe for sin indsats, og han spurgte meget til, hvordan svenskeren kunne vide, hvor vi var. Han var lidt langsom i det, så jeg tror stadig ikke han forstår sammenhængen,” fortæller Bent Egelund - nu da han har fået oplevelsen lidt på afstand:  

”Vi sad derude i vores redningsflåde midt i Stillehavet, mens hele vores netværk af venner arbejdede for os rundt omkring på kloden. Den menneskelige faktor i det her, må man ikke glemme.”  

Masten knækker 

Med alle mand i redningsflåden knækker masten på Tico Tico, og den ellers så stolte skude vender bunden i vejret, så man kan se den blottede bug uden køl. Mens den ligger sådan, sker der noget højst besynderligt. Motoren går i gang. Den starter af sig selv, og Bent Egelund har endnu ikke fundet nogen logisk forklaring på fænomenet. Ikke desto mindre går Volvo Penta dieselmotoren i gang af sig selv under vandet.  

”Det var meget uhyggeligt. Nogle mærkelige, indestængte lyde. Motoren ligesom knurrede af os i fem minutter. Som om det var de sidste krampetrækninger før den udåndede,” fortæller kaptajnen.  

Tico Tico ruller ganske kort tid efter endnu en kvart omgang og lægger sig på siden. Og den når at rulle endnu en omgang, inden agterstavnen sætter sig godt og grundig fast i revet, som Tico Tico grundstødte på.  

”Jeg sagde med det samme til de andre, da vi var kommet i flåden. Der går tre dage, inden vi bliver fundet. Og det er helt sikkert, at vi bliver fundet. Vores svenske ven på Stresslet savner os på et tidspunkt.”  

Efter opholdet i Tonga var det Bent Egelunds formodning, at de ikke skulle forvente meget af den lokale redningstjeneste. Mens de ventede på godt vejr i Tonga, var der en lokal fiskerbåd, som blev meldt savnet. Først efter to dage fik de lokale myndigheder etableret en eftersøgning, og det var først på tredjedagen, at man fandt fiskerne. Båden var gået i stå, så de lokale fiskermænd sad såmænd og fiskede på et rev, mens de ventede på hjælpen udefra.  

”Det er et meget roligt folkefærd derude midt i Stillehavet. Når der sker noget, så beder de først en bøn, og så ser de, hvad der sker.”  

Det var da også først, da Søværnets Operative Kommando (SOK) henvender sig til de lokale myndigheder på Fiji, at der rigtigt kommer skred i tingene.  

Alarm i Danmark 

Allerede klokken halv syv om morgenen dansk tid, bliver Bent Egelunds søn ringet op af SOK. Det er kun en halv time efter at ulykken er sket, og Epirben søsat. SOK har opfanget et signal fra Epirben, og vil lige sikre sig, at man ikke tager fejl. Epirben er tilmeldt i Jylland, men signalet er opfanget i Stillehavet.  

Sønnen kan oplyse, at den er god nok. Tico Tico er i Stillehavet. SOK trøster til gengæld sønnen med, at det sagtens kan være en fejl. Der er tit fejlagtige signaler.  

Det australske flådeskib Newcastle finder to dage senere Epirben 9,8 sømil fra det sted, hvor den blev sat i vandet. På tredje døgn er der en del skibe, der leder efter Tico Ticos besætning. Deriblandt det australske, der også senere finder dem.  

Livet i en redningsflåde 

Tiden går sin gang i redningsflåden. Der er hverken panik eller dårlig stemning. Den første dag går med at finde ud af, hvad der egentlig er i redningsflåden. Den får sig nogle gevaldige ryk i den kraftige vind.  

”Man tænker meget på om den nu også kan holde til det. Og det kunne den jo.”  

I løbet af nætterne bliver de alle pladdervåde. I flåden er der to gode svampe og en øse. Så meget af tiden går med at holde tøj og flådens indre tørt.  

”Det er en god flåde, men jeg kunne nu godt have tænkt mig, at der havde været en seddel, hvor indholdet var oplistet. Jeg anede jo ikke, hvad der skulle være i sådan en flåde.”  

Nætterne er kolde. Meget kolde. Bent Egelund fortryder på det tidspunkt, at han ikke havde spenderet de ekstra penge på at få en redningsflåde med isoleret bund. Selv i troperne er der koldt om natten. Specielt når alting er drivende vådt, og man ikke har ret meget tøj på.  

På et tidspunkt kommer der en sovepose flydende forbi som vraggods ovre fra Tico Tico. Den snupper de og forsøger at tørre den. Redningsflåden er stadigvæk fortøjret til Tico Tico, som ligger godt kilet ned i koralerne. Bent Egelund er ikke umiddelbart bange for, at vraget skal trække flåden ned i dybet.  

”Vi snakkede da om, at det kunne ske, og vi havde en kniv parat. Men jeg konstaterede, at vraget sad så godt fast i koralrevet, at det var bedre redningsflåden blev på stedet. ”  

Efter to dage begiver de sig ud på en lille udflugt. De trækker sig over på vraget for at se, om de kan finde noget.  

De tør dog ikke at gå ned i Tico Ticos indre. De har stadig vand på redningsflåden, og der er også en anordning til at samle regnvand, så de er ikke desperate for at få fat i noget af den proviant, som de ved stadig er ombord på Tico Tico.  

”Vi turde ikke gå ned. Selvfølgelig havde vi nok gjort det, hvis vi havde været derude i længere tid,” konstaterer Bent Egelund.  

De har dog ikke nogen turnus til at holde vagt og udkig ombord i redningsflåden.  

”Vi faldt i søvn, når vi nu engang faldt i søvn. Men det var jo ikke meget søvn, man fik. Vi var vågne det meste af tiden. Det var sådan lige, at vi kunne ligge der tre mand, selvom det er en redningsflåde til seks. Jeg siger bare, godt vi ikke var seks ombord.”  

Larmen fra brændingen mod koralrevet er også med til at holde dem vågne om natten.  

Klar til nye eventyr 

”Den tredje dag havde vi planlagt at kalde på den lille håndholdte VHF hver time. Når jeg står med sådan en lille sag med antennen i håndhøjde, så rækker den jo ikke så langt, og det er også begrænset, hvor længe batterierne holder.  

Pludselig kommer det ind: "Where are you". Det var helikoptermandskabet fra flådeskibet Newcastle. De havde jo fundet Epirben og troede egentlig, at Tico Ticos besætning var i nærheden af den.  

Reddet.  

”Jeg skulle have holdt mig langt, langt væk fra det Duff Reef. Men man bliver som sagt klog af skade.”  

Klog af skade - ja, men ikke afskrækket.  

”Vi havde styr på situationen, og når man først er blevet fanget af det frie liv på åbent hav, så er det svært at lægge fra sig igen,” som Bent Egelund udtrykker det.  

Når forsikringssagen er kørt igennem hos Pantaenius, så er både Bent Egelund og hustruen Lotte Buchwald på ny klar til at drage ud på det åbne hav. De er i øjeblikket ved at sælge deres hus ved Viborg, og til efteråret er det planen, at de vil rejse til Australien for at købe sig en ny båd som erstatning for Tico Tico.  

Læs mere om hvad fremtiden bringer i næste nummer af Bådmagasinet og få mere at vide om de to års langturssejlads, der gik forud for Tico Ticos forlis. 

Copyright Erik Nielsen 2004
Artiklen har været offentliggjort i Bådmagasinet september 2004