”Der tænkte jeg. Nu skal det være. Jeg havde en rigtig god følelse, da jeg sejlede af sted med min nye båd mod danske farvande,” husker Bent Egelund.  

Drømmen brusede i ham som i en svensk elv en spæd forårsdag. På det tidspunkt kunne Bent Egelund ikke vide, at han otte år senere ville drive rundt i en redningsflåde midt ude i Stillehavet sammen med sin kone og en gast. En historie om et forlis og en redningsaktion man kunne læse alt om i sidste nummer af Bådmagasinet. I de otte år frem til forliset nåede Bent Egelund og hans kone Lotte Buchwald at samle mange oplevelser og erfaringer – dem skal vi høre om i denne beretning.

Bådmagasinet er draget til egnen omkring Viborg for at møde ægteparret til en snak om livet som langturssejler – i medgang og modgang. 

På sejlerskole i Caribien

Efter købet af Scanmar 33’eren, der blev døbt Tico Tico, skulle det være. Bent Egelund og hans kone Lotte Buchwald ville lære at sejle rigtigt. Både i teorien og rent praktisk. De ville klædes ordentligt på til at kunne håndtere deres nyindkøb i de situationer, der nu måtte opstå.  med duelighedsbevis. Men nu skulle det være,” konkluderer den nu pensionerede dyrlæge.

Den kommende vinter drog han og konen derfor sammen til Caribien for at deltage i Waldemar Bandelowskis sejlerskole i Guadeloup.

”Det gik vidst ikke så godt for skolen. Men det var godt for os – for vi var de eneste elever på det tidspunkt, vi var der, og vi kunne rigtigt få lært noget i en fart,” forklarer Lotte Buchwald, som senere blev den første af gemalen og hende, der også gennemførte en fuld yachtskippereksamen af 1. grad.

Året efter drog de atter sammen til sejlerskolen i Caribien, og næstfølgende vinter gjaldt det chartersejlads i Thailand. Den fjerde vinter efter at Tico Tico var kommet i midtjydernes hænder, tilbragt de med sejlads på åbent hav i Det Indiske Ocean. Ikke i deres egen Scanmar 33, men sammen med nogle venner, der var af sted. Bent og Lotte ville i det hele taget gerne snuse lidt rundt, inden de selv begav sig ud på de store oceaner i egen båd.

Teoribøgerne var konstant med bagagen, så teori og praksis kunne følges ad hånd i hånd. Der blev læst og sejlet – og begge blev de eksamineret til en fuld yachtskippereksamen af 1. grad. Først Lotte - siden Bent.

”Yachtskipperkurset var en ren mandeverden. Jeg var den eneste kvinde på det hold, hvor jeg gik. Men jeg synes, det var både sjovt og interessant, derfor tog jeg det,” forklarer Lotte.

Nordsøen viser tænder

24.6 2002 var de klar til at være herrer i egen båd. Tico Tico stævnede ud af Mariager Fjord for at lægge Danmark bag sig. Bent, sønnen Henrik og Lotte var ombord, da den 33 fod store sejlbåd for første gang mødte Nordsøen på vej mod Tyskland.

”Det værste jeg har oplevet som sejler, har jeg oplevet på Nordsøen. Det var forfærdeligt” konstaterer Lotte Buchwald.

Udtalelsen kommer fra en kvinde, der har påsejlet et rev i Stillehavet, så kølen knækkede af, hvorefter hun og de to andre ombordværende måtte tilbringe tre døgn i en redningsflåde uden forvisning om, at de nogensinde ville blive fundet.

”Jeg mener det. Jeg har aldrig oplevet noget værre på havet, end den tur vi havde med Tico Tico i Nordsøen!”

Nordsøen kan være barsk. Og det var den. Med strid modvind i kulingklassen - og det der var værre - fik Tico Tico og mandskab allerede deres sag for på turens allerførste kryds mod Tyskland. Da de kom i land første gang, fandt de ud af, at forkahytten var helt våd. Vandet var på én eller anden måde blevet presset ind i forskibet, der var sølet fuldstædig ind i havvand.

Ved nærmere undersøgelse fandt de ud af, at lænsehullerne i ankerbrønden var stoppet til. De var blevet fyldt med epoxy, der kunne spores tilbage til, da Tico Tico kort før afgang var på værft for at få en ordentlig overhaling som klargøring til turen. Det var ikke den bedste start på turen. Men det blev udbedret og sagen med værftet senere udredet – til dels.

”Det er værftets skyld, var den stående joke, når et eller andet gik galt” kommenterer Bent Egelund.

Gaster i kø til Atlanten

Tyskland blev ikke endestationen trods den dårlige start. Den Engelske kanal med stop på kanaløerne og derfra videre til La Coruna i det nordlige Spanien, hvorfra Lotte tog hjem og lod sin mand og nogle nye gaster sejle videre til Lissabon. Derfra gik det videre over Madeira til de kanariske øer. Øer, der nok er de fleste danskere bekendt gennem charterbranchens mange tilbud på de kanter.

”La Gomera 25 sømil fra Tenerife var den største oplevelse i det område. Her var man fri for turisterne,” lyder den tørre konstatering.

Nu forestod den store tur over Atlanten.

”Alle vil med over Atlanten, så det er overhovedet ingen problem at skaffe gaster, der vil med på det stykke. Alle eventyrere vil ud på det store åbne hav.”

Gasterne, der på- og afmønstrede i forskellige intervaller, blev rekvireret igennem Foreningen til Langturssejladsens Fremme – bedre kendt som Langturssejlerne. På hele turen havde Tico Tico en gasteformidler i land, der var mellemled mellem båden og det kommende mandskab.

Langturssejlerne er vant til den form for formidling, og derfor gik det nogenlunde gnidningsfrit med stort set alle de gaster, der var ombord.

” Kun én gang blev en gast og jeg mere eller mindre uvenner,” siger Bent.

Det var egentlig den gast på hele turen han havde kunnet allerbedst med, men pludselig en dag blev der krydset klinger over en bagatel, og det satte sig fast i det indbyrdes forhold. Lige pludselig gik det ikke. Dårlig stemning ombord på en 33 fods sejlbåd på langtur er ikke holdbart.

”Det er selvfølgelig sådan noget, der kan ske, når man er så tæt på hinanden hele tiden. Men som regel løser problemerne sig hen ad vejen. Og jeg tror da også, at nu hvor begge parter har fået det hele lidt på afstand, så er alt glemt og forladt.” 

Lotte påmønstrer på ny

1.12 2002 sejlede Tico Tico og besætnig fra Kap Verde vest for de Kanariske øer for at sætte kursen mod Barbados.

”Vi havde fået at vide, at det tager mindst 18 dage fra Kap Verde til Barbodos, men vi sejlede turen på 17 dage. Og så ventede vi bare på at Lotte ankom den 18.12.

Ude midt i Atlanten taler Lotte og Bent sammen over kortbølgeradioen med Lyngby Radio som mellempost mellem båden og Danmark. Sådan bliver de nærmere omstændigheder vedrørende hendes påmønstring på Barbodos aftalt. Kortbølgeteknologien og telefoni via Lyngby Radio virker stadigvæk udmærket - og Lyngby Radio var meget behjælpelige. De har heller ikke så mange af den type opkald mere – mobil- og satellittelefonernes indmarch har gjort sit, hvad det angår.

Lotte ankom som planlagt.

Inden Tico Tico kunne stikke stævnen fra Atlanten ud i Stillehavet, skulle båden lige på værft for at blive ordentligt efterset og få smurt ny bundmaling på.

Vand ind ved rorstammen

På Barbados opdagede de nemlig, at der kom vand ind ved rorstammen. Vandet kunne passere frit igennem en større revne. Ikke en optimal situation, når man står overfor at stikke næsen ud i Stillehavet med nærmeste land 23 dage forude.

Båden var øjensynligt blevet presset til sit yderste på sin tur gennem Nordsøen og over Atlanten.

”Scanmar 33 er nok ikke bygget specielt til langturssejlads, og roret har ikke været helt stærk nok konstrueret til de forskelligartede og vedvarende belastninger, der er over længere stræk.”

Bent havde fået at vide, at de har gode værfter i Trinidad, så det er der udbedringerne skulle ske. Tico Tico blev skrabet helt i bund og forstærket med et helt nyt lag glasfiber. Revnen ved roret blev ordnet, og forstagets beslag i stævnen blev også skiftet. Alt i alt tog operationen tre uger.

Regningen for et så omfattende stykke værftsarbejde ville man nødigt stifte bekendtskab med i Danmark – men i Trinidad, hvor de også har gode værfter, var det en helt anden sag.

”I Trinidad kan de heller ikke løbe om hjørner med én. Langturssejlerne har en repræsentant derude, som kan være behjælpelig. Og Hanne Thompson i Trinidad havde vi mailet med inden vi ankom.”

Lotte skulle ikke med på den videre tur, da de først var kommet ud i Stillehavet. 23 dage over åbent vand gad hun ikke, som hun udtrykker det. Hun tog hjem på ny, og dermed gik hun også glip af Galapagos Øerne. Resten af besætningen på Tico Tico burde egentlig heller ikke have besøgt ø-gruppen. De drog nemlig af sted uden en tilladelse til at anløbe øerne.

”Glem alt om en tilladelse. Den får man ikke uden at skulle igennem så meget besvær, at man opgiver på forhånd. Det var det råd vi fik, og det fulgte vi,” konstaterer Bent.

Opskriften for et besøg på Galapagos lyder herefter – søg nødhavn og anmod om diesel og vand.

”Vi var der i ti dage, og så kunne vi ikke trække den mere. Det var også meget passende, for man får ikke lov til at sejle rundt mellem øerne på egen hånd. Man skal med på én af de planlagte og meget dyre ture, hvis man vil ud for at se nærmere på dyrene og naturen,”

De havde fået at vide, at de fra Galapagos Øerne blot skulle sejle sydpå for at fange passatvinden.

Langt forude i Stillehavet ligger der så en masse små atoller - som spredt for vinden. På én af de små øer, de besøger efter en sejltur på over 20 dage på åbent hav, bor der kun fem personer, og de bliver modtaget gæstfrit og generøst.

På Atollerne er der ikke ret mange andre naturlige råvarer end fisk og kokosnødder. Så budskabet lød.

”Lad os gå ned og fange en fisk og holde fest.”

Syg af koralrevsfisk

I visse dele af koralområderne hærger en sygdom, som man får af at spise for mange koralrevsfisk. Ciguatera hedder den frygtede sygdom, som går på nervesystemet, så man bliver ekstrem følsom overfor smerter.  

Bent er pensioneret dyrlæge, så han interesserer for sådanne ting.  

”Man kan godt forestille sig, at livet på en atol må føles meget svært, hvis man først har fået sådan en sygdom. Den er nemlig meget svær at slippe af med igen, og det kan kun ske, hvis man lader være med at spise koralrevsfisk.”  

Trods bekymringer samt tanker om sygdom og fisk - bliver fisken dog fanget og festen holdt. Og der er heller ikke så meget andet at gøre, hvis man altså ikke lige kan lide kokosnødder.  

”Vi tog ris, og hvad vi nu ellers havde ombord med til måltidet, og så fik vi ellers et herligt måltid mad. Man oplever en langt større hjælpsomhed og engagement i andre mennesker, når man sejler. At sejle på den måde, som vi gjorde, er en fantastisk måde at rejse på. Man får et helt andet forhold til de steder, man besøger, end man ellers ville have gjort!”  

Båden overvintrer i stativ 

1.7 2003 er destinationen Tahiti. Der bliver sejlet lidt rundt i lokalområdet, og Bent Egelund søger om en ekstra opholdstilladelse. Det bliver november og vejret i området er på den årstid ikke tilrådeligt at begive sig ud i med sejlbåd. Mandskabet lægger derfor båden op på land og drager til Danmark, hvor de bliver både julen og vinteren over.  

I april 2004 tager Lotte og Bent sammen ud til Tico Tico. Den står stadig i sit stativ på en ø midt i Stillehavet.  

To måneder senere – den 13. juni – sejler de for motor fra Tonga i vindstille vejr sammen med en 22-årig gast fra Århus ved navn Lasse. Dagen efter afrejse blæser det en smule op, og på tredjedagen blæser det endnu mere. Vindstyrken er på 25-30 knob eller omregnet til danske måleenheder14-16 sekundmeter, der svarer til stiv kuling.  

”I kortet var koralrevet afsat, og der stod, at det ville være synligt over vandet. Derfor regnede jeg med, at ”navigation by eye” var den bedste måde at nærme sig revet på. Der blev holdt godt udkig.”  

Rastløsheden river i sjælen 

Oplevelsen på revet i Stillehavet, hvor Tico Tico grundstødte og kølen knækkede af, er kommet lidt på afstand. Her en måned senere - tilbage i landejendommen i det midtjyske - mærker man dog tydeligt en rastløshed. Det er ikke kun fordi Lotte og Bents dejlige landidyl er solgt og derfor fyldt op med flyttekasser, at den rodløse stemning har bredt sig.  

Nej – Bent Egelund kan mærke helt ind i knoglerne, at han må ud på verdenshavene igen. Saltvandet fra Stillehavet trækker i ham.  

”Nogle vil måske tænke, at det var fristende at stoppe nu. De tanker har jeg da også haft. Men det kan jeg ikke. Jeg ville hele tiden tænke på, at der var noget, jeg ikke fik afsluttet.”  

”Det kommer allerede langsomt krybende. Jeg er bange for at gå i stå, når den ene dag bare tager den anden. Jeg skulle jo nødigt gå helt i hundene, så derfor må jeg af sted igen og fortsætte der, hvor Tico Tico slap,” konstaterer han.  

I løbet af efteråret tager han til New Zealand eller Australien for at købe en ny båd. En gang langturssejler – altid langturssejler.  

Kammeratskab på langtur 

”Der er et sammenhold og et kammeratskab langturssejlere imellem, der er helt unikt. Når man er så langt væk fra hjemstavnen, så oplever man alting meget mere intenst, og man åbner sig på en helt ny og anderledes måde,” forklarer han.  

Lotte skal ikke med i første omgang. Efter salget af den store landejendom er der blevet investeret i et noget mindre hus i forbindelse med et bofællesskab noget tættere på Viborg, og der tager hun hen og pakker flyttekasserne ud.  

”Det var hele tiden meningen, at jeg skulle tage hjem, og to nye gaster skulle have været påmønstret Tico Tico i Fiji. Sådan blev det ikke,” konstaterer hun - uden dog at være afskrækket for at tage ud på langfart på ny:  

”Det bliver bare ikke lige nu. Men jeg vil af sted igen. Og jeg er ikke bange.”  

Bent Egelund vil gå efter en båd, der er lidt større end en Scanmar 33 – og så er han heller ikke i tvivl om, at han vil investere i en redningsflåde med isoleret dobbeltbund.  

”Det var hundekoldt at ligge derude midt i Stillehavet – selvom vandet er rimeligt varmt – er det ikke lige så varmt som kropstemperaturen, og man kommer derfor til at fryse.”  

Når det er sagt, så vil Bådmagasinet håbe for Bent Egelund og Lotte Buchwald, at de har opbrugt den kvote af tid, de i et deres liv kommer til at tilbringe i en redningsflåde.