28. Rejsebrev Fra Aden gennem Rødehavet, Suezkanalen til Cypern
Modtaget Søndag, 11. Feb 2007
Jeg ankom til Aden uden problemer og helt uden at se en eneste pirat. Statistikken siger, at det kun er 1,5 %, der får denne dårlige oplevelse
om året, og de mange amerikanske krigsskibe i området har også lagt en
dæmper på de uterlige somalier.
I Aden mødte jeg 3 andre både; men de var alle på vej den anden vej ud
i det Indisk Ocean. Jeg tilbragte en dag i selskab med en tysk pige fra
en østrigsk båd.
Her kommer uddrag af dagbogen for 17. og 18. december
2006 :
17-12-06 : Søndag.
Der er to både, der sejler i dag; men en - den østrigske - kommer
tilbage, da de har rystelser fra motoren.
Om eftermiddagen får jeg besøg af en tysk pige, der er gast på den
østrigske båd. Hun kommer svømmende over til mig ( Aden havn ), og hun
får en kop kaffe. Hun giver udtryk for, at det ikke går helt så godt
på deres båd. De har været her siden 4. november og sejlet et par gange
tidligere; men kommet tilbage igen af forskellige årsager. Så der
bliver rigtig lukket damp ud.
Det ender med, at jeg ror hende tilbage til deres båd. Samtidig
ankommer de østrigere, som har været i land. De tror, at jeg er en
erfaren computer mand og vil have mig til at hjælpe dem med et problem
de har. Jeg vil gerne hjælpe; men ved ikke meget om computer problemer. Vi får dog en hyggelig aften ud af det.
Jeg har også fået rodet mig ind i en aftale med den tyske pige -
Andrea - om, at vi i morgen skal tage på sightseeing op til et krater.
18-12-06 : Mandag.
Andrea og jeg tager bussen til Krateret, som også er navnet på bydelen
her. Den er en del større end bydelen Tawahi ved havnen. Andrea har
været her flere gange og fungerer som guide. Vi får set et vandresoire
til at bade i; men det er helt udtørret på denne tid af året. Da vi
kommer tilbage til havnen får vi lidt at spise på en lokal resturant. Bagefter får vi en cola på en fortovsrestaurant midt i det pulserende byliv.
Da vi ankommer til havnen, er østrigerne endnu ikke færdige med båden, og
jeg går på Internettet hvor jeg bruger en halv time. På båden får jeg trimmet vindroret og har nu store forventninger til, at det vil styre godt igen.
Andrea kommer endnu en gang svømmende over og får en kop kaffe. Kl.
19.00 er de klar, og denne gang ser det ud til, de kommer af sted.
Røde Havet :
20-12-06 : Onsdag
Det var nemmere at klarere ud her i Aden end jeg regnede med, og det
kostede denne gang ikke bestikkelsespenge. Kl. 10.0 er jeg let og på
vej. Alt sammen godt nok; men jeg ankommer til indsejlingen til Rødehavet
midt om natten, og kan derfor ikke tage et stop for anker her, da det er
for farligt i total mørke at nærme mig den rå klippekyst, og vejret er
også lidt vildt her. I det hele taget er det en nervepirrende nat at
komme ind i Rødehavet i mørke. Vejret er nu kuling 15 m/s, heldigvis
med; men det er udelukket at vende om og gå mod vejret nu. Da jeg
kommer fra øst er det oplagt at tage "Small Strait" mellem land og øen Perim i stedet for "Strait of Bab el Mandeb". Det gør at jeg er fri af
skibsruten, som ses som en oplyst juletræskæde 5 mil mod vest. Her er
bælgravende mørkt, og heldigvis virker fyret på Perim Island. Det
skal senere vise sig at lys og sømærker totalt mangler i både Eritrea
og Sudan.
21-12-06 : Torsdag
Jeg bommer ukontrolleret i nat og skødeblokken til genuaen bliver revet op af dækket. Det er voldsomt og ubehagelig sejlads, og jeg vil gøre stop på Hanish øerne. Jeg er meget træt og nervøs for at anduve Hanish
øgruppen i dette vejr, da der er enkelte undersøiske forhindringer.
Det går dog godt, og det er skønt at komme rundt om hjørnet af Lille Hanish
og i læ for bølgerne. Vinden er her stadig. Jeg får ankret foran noget, der ligner
en militærlejr. Klokken er da 14.00. Der står 8 soldater på stranden
og prøver at råbe ud til mig; men det er ikke til at føre en samtale i
det vejr og afstand. Jeg går ned og sover til kl. 16.00. Derefter reparerer
jeg dækket med epoxy, og er i masten og spænde vinddekset, der er ved
at blæse af. Vinden synes ikke at aftage; men ankeret holder, og det
er absolut rimeligt at være ombord.
Jeg får ikke sovet meget, for vinden er tiltaget til stormstyrke, og
selvom jeg er rimeligt beskyttet her, kommer der nogle pust, der trækker
kæden helt ud og med slemme klage lyde; men mit trofaste CQR anker
holder. Om morgenen kommer der en patruljebåd og inspicerer mig, og de
siger god for, at jeg kan blive; men jeg må ikke gå i land. Jeg sejler
videre kl. 8.00, selv om der ser ud til stadig at være vel meget frisk vejr,
og det går derudaf med op til 8 knob.
Den 24-12
Jeg ankommer til Massawa i Eritrea. Jeg er inde og fortøje til
en grov musling-begroet granit mole kl. 8.00. Hvis jeg syntes Aden
var slemt, så er dette om end endnu værre, simpelt hen et forfærdelig
sted.
Jeg får klareret ind og sejler til ankerpladsen og får ankret med stor
forsigtighed, så kæden ikke bliver viklet ind i de rustne og forvredne
vrag der ligger spredt her. Jeg får et par timers søvn, før jeg hører
amerikanske Duddle Bug ankomme. Venner jeg mødte første gang på
Christmas Island. Jeg sejler derover og hilser på Edmund og Annette.
Jeg hjælper dem at sejle over og ankre. Vi er i byen, efter at de endelig
har fået deres Shore pass. Vi er på hotel "Red Sea Hotel Massawa" og
spise julemiddag - de dårligste burgers til dato, med et par øl til.
25-12-06 : Mandag
Vi er rundt i ruinbyen og tager billeder. På byens eneste Internet cafe
prøver jeg at åbne min mailboks; men det virker ikke, så jeg får i
stedet sendt en mail og ringet hjem fra Duddle Bug`s. satellit telefon.
Juledag vil vi igen i land og spise julemiddag, da middagen i går var
noget af en fiasko. Hos Mike den lokale agent får vi at vide, at Beach
hotel er det bedste sted i byen at spise. Vi går rundt og leder efter
dette sted; men må tage en taxi til sidst. Der er over 7 km til stedet,
hvor vi kører igennem slum bydelen og ud i et ørkenlignende landskab med
kameler og beduiner. Da vi endelig ankommer til stedet, er vi de eneste
gæster her. Maden er god nok; men vi må vente en time på taxen, da vi
vil hjem.
Jeg har nu været her mere end 48 timer, og jeg skal have lavet visa. Egentlig vil jeg helst bare væk herfra; men det kan ikke lade sig gøre, da der har været julelukket og jeg mangler både vand og diesel samt at proviantere. Det ser ud til, at
det er et stort problem at få noget overhovedet. Da vi går ud af porten fra havneområdet og ind i det civile område ( byen), bliver vi stoppet af de
soldater, der vogter porten. De skal se passene, og de opdager, at jeg er en halv
time over tiden og vil til at lave et problem ud af det; men vi giver
røvhullerne tørt på, så vi kan fortsætte med at spilde formiddagen på at
skaffe visa. Jeg mangler en fotokopi af mit pas og et rigtigt pasfoto,
da dem jeg selv har lavet er på almindelig kopipapir, og derfor en
undskyldning for ikke at godkende dem, uanset de er vellignende. Det
bliver i alt med stempel og mappe 41 US$. Det tager hele
formiddagen, og de er ikke udpræget venlige de halv/hel militante
embedsmænd vi konfronteres med. Så får vi lige en pause hos Mike, og så
skal vi skaffe permit til at købe diesel, som er rationaliseret her.
Annette og Ed skal også have en permit til at tage til hovedstaden
Asmara, mage til sindssygt og militærisk system har jeg da heldigvis
ikke været udsat for før. Jeg prøver i mellemtiden at komme på Internettet og læse
mine mails, men med samme resultat som tidligere. Det sted, der hedder Bits
hotel, er en bygning 300 m fra, hvor vi er ankret, så vi var gået forkert
i går. Vi spiser frokost her i dag i stedet. Jeg spørger efter
vand på havnen, og jeg kan få 25 l, hvis jeg kommer tilbage efter 18.00. Jeg spørger ikke hvorfor, jeg skal vente, der er ikke logik i deres tankegang. Jeg får dog de 25 l vand tappet fra en tankvogn. Det ender
med vi får en permit til at købe 100 l diesel, efter at have brugt 1 en
halv dag og besøgt 5 kontorer; men det hjælper fanden, for da vi er på
tankstationerne er der ingen diesel at få, kom igen i morgen. Vi
opgiver at få diesel, da det ikke er muligt at sige hvornår det er til
at få. Vi er nu kun opsat på at komme væk fra dette trøsteløse sted, og
vi forbereder os på at sejle næste dag.
31-12-06 : Søndag
Kl. 8.00 er vi på vej, efter at have skrevet under på, at vi ikke har
blinde passager ombord - det er der en god grund til, for her er mange,
der vil give deres højre arm for at komme væk fra dette sted.
Vejret er ikke værst, selv om det er modvind, og vi skal krydse. Vi
sejler op og i læ af øen Sheik el Abu Island og naboøen Harat. kl.
15.30 er jeg fremme og kaster anker. Jeg har fanget 2 tunfisk og
bringer dem til Duddle Bug; men nytårs middagen står på svinekoteletter og nye kartofler med plumbudding til dessert og
champagne til sidst. De har været inde og proviantere i Djibouti, som
stadig har en Fransk standard, da der stadig er franske soldater her.
Vi har endnu en vidunderlig aften og fejer Nytåret sammen på en øde
ankerplads i Røde havet.
Vejret er gråt og trist med en blæsende hård vind fra N, og vi kommer til
at vente på et vejr vindue her i 3 dage, før det er muligt at rykke
igen. Tiden bliver slået ihjel med at se DVD film og drikke lokale øl,
som var det eneste positive vi fik ud af Massawa. Vi er også inde og gå
på stranden og samle sneglehuse. Man skal ikke gå længere ind på øerne,
da der stadig ligger landminer fra krigen mellem Eritrea og Sudan.
Vi får et vejrvindue på 3 dage med let vind og vind fra S. - så er det
bare om at komme af sted. Men jeg kan ikke få ankeret op, det er
kæden der er fæstnet mellem 2 koralknolde. Ed må i dykkerudstyret og
dykke ned på 8 m vand og får kæden fri, så jeg kan komme af sted. Jeg
skylder dem så meget nu. Ved siden af det er mit kølevands-indtag stoppet af
tang, og jeg må skille det ad for at rense ud. Det er en dårlig start; men jeg håber, at det er det eneste vi skal igennem for at komme videre.
Kl. 8.30 er vi af sted og kan med sejl og motoren på 2000 RPM gøre 5.5 knob. Vi er i sigte af hinanden frem til ca. 22.00 og i radiokontakt hele
tiden.
Det næste stop blev i Sudan inden for et beskyttende rev og i læ bag nogle små sand øer "Juzur Telat" 60 mil nord for Port Sudan. Duddle
Bug ankom her i tide, før vinden vendte og steg i styrke til kuling fra
N, mens jeg i mørke ikke kan gøre andet end ligge underdrejet og
vente på dagslys, før jeg nærmede mig revet. Det er en nat man ikke lige
glemmer, selv om jeg ikke var nær rev eller skibsrute, var det krabbe søer,
der jævnligt brakkede indover Carita. Ikke gode og grimme knirke lyde er opstået herefter. I dagslyset kunne jeg endelig komme i læ nær Duddle Bug og ankre.
Her gentager mønstret sig: 3 dage blæst inde og så et vindue, denne
gang 5 dage med let vind fra N.; men jeg har ikke meget diesel og kan
derfor ikke følges med de andre, da jeg må sejle det meste af tiden for sejl. Vi
aftaler at mødes i Hurghada i Egypten, hvor de vil lægge Duddle Bug op
og flyve hjem til New-Mexco.
Jeg når op til Egypten og gør stop i læ bag en tange Ras Baniyas. Her bliver jeg mødt af to unge soldater, der vogter dette øde sted. Her
er en lille moske og en barak og ikke andet, eneste selskab de har er
en lille hundehvalp. Jeg inviterer dem ud på Carita til en kop kaffe.
og giver dem nogle sejlerblade jeg har fået fra Duddle Bug.
Da vejret stadig er godt at sejle i, sejler jeg næste morgen og vil gå
til et sted Port Ghalip, hvor jeg kan købe diesel.
Nu er det sådan, at man skal klarere ind og ud af hver havn i Egypten,
og man får 10 dage fra første stop til at nå til Suez, hvis man ikke
tager en crusing permit. Der skal drikkepenge til hele tiden, og det
gør, at det for mig bare er om at undgå at klarere ind her og sejle videre med det samme. Jeg får lov at komme ind og tanke diesel; men må
så ikke komme i land og skal sejle straks igen.
5 sømil efter
kalder jeg Ed på VHFèn, og jeg forstår straks, at de er inde i Port Ghalip, som
jeg lige har forladt; men jeg er af sted nu og vender ikke om,
hvilket jeg har ærgret mig over mange gange siden, for der var faktisk
ikke en særlig god vejrudsigt for de næste dage. Jeg må tage en nat
til i kuling, før jeg kan ankre i læ ved Mina Safaga. Her ventede jeg
på bedring i vejret i 3 dage, og i den tid fik jeg syet storsejlet, der
var flækket, og forsejlet skiftede jeg til reserve sejlet, da det skulle sys
professionelt. Det værste er, at jeg ikke kan modtage vejrmeldinger og må
satse og gå, når vejret ser ud til at tillade det og være klar til at
søge læ hurtigt. Det gør, at det bliver kortere ryk og kommer til at tage
længere tid. Jeg er nu så nordlig, at temperaturen er helt nede på 10
grader om natten og vinden er bidende kold, absolut ikke længere
fornøjelses sejlads.
Jeg gør stop i Ras Abu Soma, og Marsa Abu Makhadiq de næste dage, og
herfra sejler jeg op til Shaker Island og ankommer for motor i strid
modvind, selv om det et par timer før var fint sejlervejr. Her ligger jeg i læ
sammen med 6 lokale både i 3 døgn, før det ser ud til, at jeg igen kan rykke. Nu er det Golf of Suez, og her når jeg helt op til Ras Shukheir og
ankommer i det sidste lys. Vinden dør helt ud, og det var fristende at
sejle om natten; men her er meget trafik og jeg trænger til hvil. Næste
dag er vejret stadig let nordlig vind og jeg er af sted i det første
lys på vej mod Ras Abu Zenima.
Jeg har flot vejr og nyder virkelig turen op langs Sinai ørkenens kyst. Igen en nat i helt vindstille.
3. dag stadig let vind fra en nordlig retning. Jeg sejler det sidste
stykke op til Suez. I det sidste lys får jeg endnu en gang ankret i
en smuk solnedgang over Egypten, Jeg er glad for at være fremme. Jeg
har næsten ikke mere proviant ombord og har ikke været i kontakt med
nogen hjemme siden Massawa.
5 dage i Suez og så af sted i kanalen op til Ismailia og overnatte.
Næste dag kommer der ikke nogen pilot, og dagen efter kommer han først
kl. 11, og vi skal sejle 45 mil med en fart på 6 knob og vil først
være fremme ved 18-19 tiden. Jeg protesterer, og vi aftaler at sejle
dagen efter i stedet fra morgenstunden.
Endelig den 01-02- 2007 kl.14.30 kan jeg sejle ud i Middelhavet efter
at have sat piloten af efter det obligatoriske plageri om mere, mere,
mere. Jeg havde endda givet ham en kasket fra Australien, et par
solbriller, en pakke cigaretter og 100 egyptiske pund, som tilsammen var
mere end 350 kr. og ifølge agenten var piloten betalt. Det var derfor
tale om en gave og ikke betaling. Jeg er FANDEME glad for at være i Middelhavet
og i civiliserede område igen.
Jeg er ankommet til Cypern og venter, at næste stop bliver Marmaris i Tyrkiet.
Hilsen Jens
Få teksten læst op