De "Dansk" Vestindiske øer.

Nu er vi her på de vestindiske øer, eller, som de hedder i dag, US Virgin Islands. Her er bare superskønt. Ekstremt dyrt, men rigtig dejligt.

Caribien	De "Dansk" Vestindiske Øer St. Croix,   St. Thomas og St Jan
.
Tropisk regn

Vi kom til Peter Island, som hører under de britiske øer, lige før mørket. Vi havde en dejlig sejlads, kun lidt regn om natten, men der er det Kim der har de længste vagter (jeg er mørkeræd), så det var ham det gik ud over.

Hurricane Hole St. John

Da vi ikke agtede at klarere ind på de britiske øer, tog vi tidligt afsted mod St. John til en vig der hedder Hurricane Hole. Tove fra Laura skulle holde fødselsdag og vi skulle med. Hurricane Hole er lidt ude for alfarvej, der kommer ikke så mange ankerliggere, men som sædvanlig passede det os fint. Vi lå vel 8 både i vigen, hvoraf de 4 boede på båden og arbejdede i land.

Om aftenen lavede vi en dansk frokost på Laura med varm (dåse) leverpostej, friskbagt rugbrød, sild etc. Herligt.

Da vi skulle indklarere dagen efter, havde vi, som vi plejer, taget mappen med alle skibspapirene med, hvori vores pas også ligger. Men da vi stod hos tolderne var der bare et lille minus, nemlig at mit visum til USA lå i mit gamle pas, som ingen af os helt kunne huske hvor var. Jeg fik jo lavet nye papirer lige inden vi tog afsted og i den forvirring der herskede kunne vi lige så vel have smidt passet ud, som have taget det med. Damen var så venlig....hun spurgte hvor lang tid det tog at komme ud til vores båd, jo det ville vel tage en time, ok, svarede hun, så har i en time til at komme ud af landet! Alt mit blod røg helt ned i storetåen, men der var ingen kære mor. Evt. kunne vi sejle ud af landet. Kim kunne sejle ind og jeg kunne tage en rutebåd, dermed var jeg kommet lovligt ind i landet og kunne få et tre måneders visum. Arrgh. Det var jo slet ikke nok.

Vi var lidt blegnæbede, men skyndte os hjemover. Den hurtigste transportform på St. John er at tomle den, så det gjorde vi. Det første vi gjorde var, at kigge i pengeskabet og heldigvis lå det i bunden, jubiiii. Gosh, alle de problemer vi kunne have fået ud af det. Visum kan man kun søge om hjemmefra og som tidligere nævnt har vi tænkt at tilbringe flere måneder oppe i USA, det kunne sørme være kønt hvis alle planerne røg på gulvet fordi mit pas var væk.

Nå, men vi blaffede tilbage til customs i Cruz Bay og fik ordnet alt. Vi fik også kigget lidt på byen. Der var ikke rigtig noget dansk tilbage, kun nogle stednavne, såsom Prindsens Gade og Kongens Gade. VI skulle hjemad mod båden og blaffede igen, igen. Vi nåede til Coral Bay, hvorfra der er en god halv times gåtur på stejle bakker. Vi prøvede at få et lift ud til Hurricane Hole, men det var ganske enkelt umuligt. Hver gang en bil stoppede, spurgte de om vi skulle til Happy Hour på Skinny Legs. Der kom tilmed folk, som sagde de skulle til Hurricane Hole efter Skinny Legs, så vi kunne bare komme med. TIl sidst opgav vi ævred og gik på Skinny Legs. Det var nu helt fint. Vi fik talt med mange af de sejlere som er blevet landfaste omkring jobsituation og green card, altså om man behøver arbejdstilladelse her på USVI, det behøves man officielt, men vi har mødt en del mennesker uden green card, som siger det kræver bare tålmodighed og det tager længere tid at få det job man gerne vil have.

Vi fik et lift hjem fra Skinny Legs af en mand der sad med en drinks i den ene hånd og gjaldede som en cowboy på hesteryg når vi kørte ned af de stejle bakker. Jeg var glad for det var en kort tur.

Annaberg Sugarmill, er en af de gamle danske plantager, som man har gjort noget ud af at bevare. Den måtte vi se og da konditionen er i bund, skulle vi vandre ja vi skulle...Vi startede med at gå op ad den forkerte meget stejle bakke, hvorefter vi stadigt gispende fik et lift til stiens begyndelse. I bilen fik vi mere eller mindre at vide vi var lidt dumme fordi vi skulle have startet meget tidligere og vi skulle have hat på, nå ja fred være med det.

Annaberg sukkermølle

Vi havde læst, at der på Annaberg skulle være demonstration af hvordan man flettede kurve i gamle dage og hvordan man høstede, så vi havde timet turen efter arrangementet, uden at tænke over at vi så gik i de varmeste timer. Man er vel turist. Turen til Annaberg gik over en højderyg, pruste, stønne og svede...men vi kom derover, fik set det, og det var spændende. Men demonstrationer var der ingen af. Det var for varmt, så gartneren havde været der tidligere på morgenen og de der skulle flette kom slet ikke den dag. Suk. Det var første gang vi var på en plantage. Siden hen har vi været på et par stykker mere og det er altså spændende at se, hvordan man har levet og arbejdet dengang.

I løbet af dagen havde Laura og La Boheme talt sammen om deres videre færd. De havde haft aftalt med hinanden og med Bingo, at de tre skulle til Bahamas. Da vi sad og drak sundowner med dem havde de ombestemt sig og ville nu med os til Cuba, så det ender med at vi bliver fire både som anduver samtidigt på Cuba. Ikke at vi partout skal ligge i samme bugt, men det er rigtig rart at have nogen at følges med når vi skal omkring Haitis kyst, hvor folk er meget fattige og derfor meget gerne vil tilegne sig hvad de nu kan få fingrene i, hvis i forstår.

Tove på sin fødselsdag	Fødselsdagsfest

Dagen derpå var det Toves fødselsdag. Om aftenen holdt hun og Bjørn åbent hus, hvor de omkringliggende både også var inviteret. Det var rigtig hyggeligt. Så hyggeligt at Bjørn forsvandt, han blev vist "træt".

Fødselsdags fest -Rose fra USA

En amerikaner der hedder Ross hentede guitaren og han var heldigvis rigtig god til at spille og synge. Ross mente at vide grunden til vi har splitflag i Danmark: Historien er, at under et søslag, blev dannebrog flænset af en kanonkugle. En sømand fik den ide, at hænge sine lange underbukser op som erstatning og dermed er splitflaget blevet en realitet. Kim og jeg har endnu ikke kunnet finde ud af hvordan splitflaget er kommet til, men vi ved at Ross historie umuligt kan holde vand, så hvis der er nogen der kender den rette historie, så lad os det vide ! Da vi kom hjem fra festen og Kim mente at sengen begyndte at snurre, sagde min kære mand de meget brugte ord "aldrig mere, aldrig mere". Jo, det var en fest.

Dagen derpå mente vi, at det var på tide at skulle se noget mere af St. John. 2/3 dele af øen er et naturreservat, så der var mange hikingruter og meget rigtig godt snorkelvand. Vi tøffede rundt til Maho Bay, hvor vi plukkede en mooring. Man har heldigvis lavet en masse moorings, så majoriteten af bådene ikke behøver at ankre op. Desværre vil man nu til at tage penge for disse moorings og det bliver en hamper pris. 15$. Dvs man kun søger at få de rige turister. Alle håber, at planerne bliver kuldsejlet og istedet kunne man f.eks betale et fast beløb pr. uge til naturreservatet. Denne version har man på andre øer og det virker ganske udemærket. Vi havde en dejlig dag i Maho bay, vi mødte et dansk par som har sejlet charter de sidste 15 år, det var lidt spændende. De havde nu fået tjent så meget, at de har kunnet købe et lille hus hjemme i Danmark. De er hjemme tre måneder om året, hvor de går og fikser huset op.

Næste dag havde vi en aftale med Joy i Caneel bay, så vi måtte videre. Caneel bay viste sig fra sin urolige side, istedet sejlede vi ned til Joy som stadig lå i Cruz Bay. VI holdte råd og bleve enige om at gå til Chocolate Bay, der ligger på sydvestkysten af St. John.

Udtørret mangrove Great Lameshure Bay	Turen planlægges

Efter en enkelt overnatning og en dejlig snorkeltur tog vi videre til Great Lameshure Bay, hvorfra der gik en god hikingrute. Igen lå vi ved mooring. Hernede på sydkysten af St. John er der ikke så meget leben som oppe nord. Ved Great Lameshure Bay bor der ingen, så det var bare pragtfuldt.

Vandreturen var også rigtig god. Målet var en sukkerplantage i Reef Bay, men på vej derover skulle vi se nogle petroglyffer fra indianertiden. Petroglyfferne var mildest talt uinteressante, men til gengæld fik vi en lille bonus, da en sti dukkede op, som førte til et great house.

Mor jeg har købt nyt hus!

Great house, er det man betegner plantageejerens bolig. Denne bolig var blevet bygget i 1844 og vi antager at den er blevet forladt i samme moment som sukkerplantagen er blevet lukket. Dvs. i 1915. Regnskoven havde klart overtaget huset. Men det er så spændende at gå rundt i en del af danskernes historie i et nu fremmed land. Man går og forestiller sig hvordan de har set ud, hvordan livet har formet sig. Samtidig kan man sagtens se det danske islæt. De fleste af de bygninger vi har set her på øerne har klare arkitektoniske lighedstegn med dem derhjemme.

Dampmaskine på St. John

Plantagen ved Reef Bay var rigtig spændende. Der var en hel del bevarede ting. Dampmaskinen som havde taget over efter slavetidens ophør, stod der stadig. Mange af de kar, som man havde kogt sukkerrørene i var der også. Bygningerne var rimeligt velbevarede. Der var også en velbevaret horsemill.

I gamle dage blev sukkerrørene fodret i en lodretstående kværn som drejede rundt ved hjælp af vindmøllens kraft. Hvis der ikke var nok vind, brugte man kvæg eller muldyr til at trække en anden kværn rundt, således at produktionen ikke gik i stå. Saften fra sukkerrørene løb ned i nogle kar hvori de blev opvarmet. Skidt og urenheder blev sorteret fra og massen kom ned i et mindre kar. Denne proces gentog sig ca 5 gange indtil massen havde en tilpas klæghed. Derefter kom massen over i et kølekar hvor man kunne skimme det nu krystalliserede sukker fra. Resterne fra denne produktion samt sukkerørsrester lavede man rom ud af. Resterne efter romproduktionen kunne man fodre dyrene med. Dette var grundproduktionen på alle plantagerne. Det eneste der har gjort denne produktion rentabel var den "billige arbejdskraft". Da slavetiden ophørte og man begyndte at indføre asiater fra andre kolonier, som skulle have lidt løn, kunne produktionen på sigt ikke svare sig. Nogle prøvede med dampmaskineri, som på Reef bay, men tidens tand og udviklingen gjorde at plantage efter plantage måtte lukke.

På Reef Bay plantage mødte vi et par andre danskere. Det var Gitte og Claus. Claus skulle over og sejle kapsejlads, hvilket han åbenbart er en haj til. Så Gitte så sit snit til at flytte eksamenslæsningen til mere varme omgivelser end lejligheden i København kunne byde på. Lowbudget som det var, havde de valgt hotellerne fra og sov på diverse strande. Da de hørte at vi næste dag skulle til St. Thomas spurgte de om de evt. kunne få et lift ? Det var da bare helt fint. Enden på det hele blev, at de selvfølgelig var inviteret til at få en køjeplads på Pikero, hvilket de med kyshånd tog imod. Om eftermiddagen dukkede de op. Besætningen fra Joy og Pikeo havde i mellemtiden været ude og snorkle i Great Lameshure Bay og vi havde fundet ud af det var et af de bedste steder vi lå. På den halve time vi var ude, så vi en stor eagleray, flere små stingrays, 2 hajer, 2 skildpadder og en del fisk. Ganske enkelt den fedeste snorkeltur vi nogensinde har prøvet. Vi var jo lidt ærgerlige over, at vi allerede næste dags morgen skulle til St. Thomas, men en aftale er en aftale....Heldigvis havde vi regnet ud, at vi lige kunne nå en snorkletur om morgenen inden afgang. Men da Gitte og Claus ikke havde nogen stram tidsplan endte det med, at vi blev i bugten endnu en dag og i stedet sejlede tidligt fredag morgen, så de stadig kunne nå deres fly fra St. Thomas.

Gitte føjer sig hjemme	Claus. Gitte og Camilla overbord!

Det var bare rigtig hyggeligt at få to fremmede mennesker ombord hvor det bare viser sig, at blive ren råhygge. På vej til St. Thomas hoppede vi i havet og hang bag i dingyen som igen hang bag Pikero, så vi gjorde ca 4 knob. Gitte var hele tiden ved at tabe bikinitrusserne, så vi var ved at knække sammen af grin. På billedet har Gitte lige reddet trusserne...igen. Den eneste de manglede for at fuldføre turen, var at se en delfin og gudhjælpemig om der ikke dukkede en delfin op inde i bugten ved Charlotte Amalie...hvor heldig har man lov til at være ?

Træk maven ind tøser!

Charlotte og Claus hoppede af og vi var igen alene. Joy lå til bagbord og ved et tilfælde anløb vi bugten samtidig med La Boheme, så det var ren råhygge igen.

Charlotte Amalie, er der hvor alle de store krydstogtsskibe lægger til. Der er forretning efter forretning med juveler, spiritus og kameraer. Vi havde forventet at der intet var tilbage af danskheden, men jeg syntes der var forbavsende meget tilbage. Alle de gamle pakhuse var moderniseret og lavet om til forretninger og Cafeer. Det var rigtig fint lavet. Det var bestemt ikke specielt caribisk og det er nok derfor de fleste sejlere rynker på næsen af Charlotte Amalie.

Det gamle slavemarked på St. Thomas

D. 31 marts var det 85 årsdagen for salget af øerne til USA, så der var en højtidelighed inde ved den gamle kaserne. Desværre havde vi ikke kamera med, ellers kunne vi have fået et fint billede, hvor dannebrog vajer. Der var alle mulige spidser fra øerne, som holdt de samme taler, som de garanteret altid har holdt, men det var nu stadigvæk specielt at deltage i. En morgen vi sad og spiste, var der pludselig noget i vandet der fangede vores opmærksomhed. Næsten hver dag er der fisk som skramler rundt, men denne dag var det altså en lille eagleray som blev forfulgt af en lille hammehaj !! Den stakkels rokke sprang for livet, men hver gang den landede i vandet vendte hajen sig mod det rette sted og så gik jagten igen. Det var simpelthen utroligt at være vidne til. På et tidspunkt blev der dog helt stille, så jeg satser på at hajen forfejlede, ellers vill der vel have været lidt mere leben ?

En flot ballad Joy for fulde sejl	Joy får baghjul

1. april sejlede vi mod Christianssted, St. Croix. Vi havde en dejlig sejlads, hvor vi for en enkelt gangs skyld sejlede fra Joy. Næste dags morgen blev vi kaldt på kortbølgeradioen af Henning og Gry fra Kuta. De havde hørt hvor vi var og kom til Christianssted en time efter. Samme dags aften kom Anaconda, så vi var en hel lille koloni.

Christiansværn i Christianssted på St. Croix	En af de mange vandflyvere der flyver  mellem St. Croix og St. Thomas

Om aftenen efter et par sundownere var der nogen stykker der fik skumle planer om at udskifte Union Jack - de må da mene Stars and Strips (red) -  på borgen med vores eget flotte Daannebrog. Og da vi lyttede til det skandinaviske net om morgenen må man sige vi fik nogle utvetydige bemærkninger om hvor dumme vi var, at have solgt øerne. De har fuldstændig ret. Naturen er som sådan ikke noget at råbe hurra for, men vandet og det der er i vandet er bare skønt. Der bliver tjent formuer her på turismen.

København .. eller På Lawaetz's Plantage

Næste dag havde Eva, Jan, Kim og jeg lejet bil. Vi skulle ud og besøge Lawaetz plantagen, hvor der til vores orientering stadig skulle bo en af de danske brødre. Vi ankom ved tretiden og en emsig amerikansk dame viste os rundt. Det var spændende at se hjemmet som har været på danske hænder i over hundrede år. Men vi fik ikke meget tid til at kigge billeder og svælge i historien. Det var tjep, tjep, ud. Heldigvis var vi så heldige, at vi mødte Kaj Laewetz i haven. Han var i gang med at plukke lidt frugter. Nu til dags boede han og konen i et lidt afsidesliggende hus, mens hovedhuset blev brugt som museum. Efter at have varmet ham lidt op kunne han næsten ikke stoppe igen med sin talestrøm. Kai havde kun været fem år i Danmark for at lære noget om landbrug, men han og de andre fire søskende var opvokset med dansk i hjemmet og hans sprog var stadig fejlfrit. Selvom manden er 92 år var han meget frisk, han gik ligeså rankt som en ung mand. Vi var der et par timer og hyggesludrede, det vil sige Kai fortalte og vi lyttede.

Plantagen havde i sin tid både været sukkerplantage og havde kvæg. Men sukkerproduktionen var som på de andre plantager gået i stå. Der havde også været nogle hurricanes som havde ødelagt "fabrikken", som han kaldte det. I stedet havde hans far satset på kvæg og det havde gået ret fint. Men med amerikanernes indtog gik landbruget i stå på øen. Tiderne blev knappe. Nu til dags bliver stort set alt importeret til St. Croix. Dette er også en del af forklaringen på det meget høje prisniveau. Man kunne høre på Kai, at han længtes efter de tider der var, hvor man klarede sig selv, nu til dags handlede det hele bare om dollars. Hans forældre havde grædt den dag de måtte vælge at blive amerikanske statsborgere. Kai selv betragtede sig som 50 % dansker, 30 % vestindier og 20 % amerikaner. Det var virkelig helt specielt at møde Kai.

Om aftenen spiste Eva og Jan hos os. På Anaconda, som er deres båd, er der fyldt med gaster, så nogen gange kan det være en lise ikke at være så mange om bordet. Gode bøffer og rødvin samt en flaske rom senere gik vi i seng. Næste dags morgen havde jeg lovet at smøre mad til os alle, som vi kunne spise på vejen. Ha, ha det måtte Kim gøre, nu var det mig der sagde "aldrig mere, aldrig mere".

I løbet af denne dag fik vi set et romdestilleri samt Whimplantagen. Romdestilleriet var ikke værd at se, men Whimplantagen var en gennemrestaureret plantage. Nu havde vi efterhånden set nok plantager, men damen der guidede os rundt var ret dygtig, så der dukkede alligevel nyt op. Derefter kørte vi øen rundt og så alle de flotte rev der ligger på sydkysten. Frederiksted var vi kort tid i, men lang tid nok til at se Fort Frederik, hvor Von Scholten gav slaverne fri. Om aftenen lavede Kim æbleskiver, så det var en fuldendt dag. Da vi kom til båden kunne vi se, at endnu en dansker var ankommet til Christianssted, det var Rosalina med 9 personer ombord. Så lige pt. er vi 23 danske sejlere hernede.

Nu ligger vi og venter på at Henning får repareret sit vindror. Kim hjælper ham, så det går lidt hurtigere. La Boheme og Laura er taget afsted mod Puerto Rico, hvor vi forventer at mødes med dem. Vi må bare tage en døgnsejlads. Vi vil proviantere i Ponce på Puerto Ricos sydkyst. Fejre Kims fødselsdag fredag d. 12 april og derefter tage nogle meget lange ben mod Cuba. Jeg forventer ikke at møde nogle internetcafeer på Cuba, derfor kan der godt gå et par måneder før i hører fra os igen. Pas på jer selv.

Camilla og Kim

Har du fået lyst til at læse mere om lystsejlads i "Dansk" Vestindien så klik her (red)