Inmarsat-kommunikation

 

Nemt, men dyrt at e-maile

Artikel fra bladet "Nyt fra Søfartsstyrelsen" nr. 1/99  

Eftertryk er tilladt med kildeangivelse.

 

Det er ikke forbundet med de store besværligheder at få en e-mail funktion på skibene.

Alle skibe, over 300 BT, som sejler world wide, er nemlig nu udstyret med sikkerhedssystemet Global Maritime Distress and Safety System (GMDSS). Sikkerhedssystemet er blandt andet koblet op på satellitsystemet Inmarsat. Ud over at være en del af sikkerhedssystemet om bord bruges udstyret også til kommunikation mellem skib og land. Der er forskellige typer af Inmarsat stationer i skibene afhængigt af behovet for kommunikation, og hvilken pris man vil betale.

A til tale, dokumenter og data
Inmarsat A er et over 20 år gammelt analogt system med mulighed for at transmittere tale, dokumenter og data. Det er dog temmelig dyrt at benytte, da det koster 40 kroner pr. minut i dagtimerne og 25 kroner i den billige periode (aften, nat og morgen). Det er ikke noget problem at benytte systemet som pårørende til en sømand, fordi samtalen kan foregå fra hjemmet via en almindelig telefon. Det er også muligt at tilslutte en computer til Inmarsat A stationen og dermed sende e-mail.

B - er billigere
Inmarsat B stationen er digital - altså baseret på en noget nyere teknik sammenlignet med Inmarsat A. Desuden er den billigere i brug. 22 kroner i minuttet i den dyre tid og 19 kroner i den billige. Med en Inmarsat B station kan der sendes e-mail og High Speed Data med hastigheder helt op til 64 Kbit/s. Hvis man oven i købet komprimerer sine data, kan de sendes på langt kortere tid og dermed gøre transmissionen endnu billigere. Det gøres med et specielt edb-program, som pakker informationerne sammen.

C er til sikkerhed
Hovedfunktionen i Inmarsat-tjenesten er alarmering af redningsmyndighederne i land i en nødsituation, og næsten alle danske handelsskibe har en Inmarsat station. Den kan imidlertid også bruges til kommunikation i form af radiotelex - og som noget nyt til e-mail. Prisen for brugen afhænger ikke af tiden, der bliver brugt til transmission, men af mængden af data, som skal overføres. Systemet er meget velegnet til brug af e-mail, der ikke er for lange.
Et meget kort brev på op til ti linier skrevet på computer og sendt over e-mail fylder omkring 1-3 Kbit og med en pris på 1,20 kroner pr 1/4 Kbit vil prisen for et kort brev på eksempelvis 3 Kbit blive 14,40 kroner. Hvis brevet eller meddelelsen er længere, kan det bedre svare sig at benytte et af de andre systemer.

Her er nogle links til den danske leverandør af Inmarsat systemer: Furuno i Danmark:



Ny Inmarsat-tjeneste
Som sidste nyt på stammen er der kommet en ny Inmarsattjeneste, som hedder Inmarsat mini-M, der kan bruges til både telefoni, fax og dataoverførsel. Trafikken udbydes under navnet MOBIQ. Dette system har den store fordel, at mandskabet om bord udstyres med hver sit SIM-kort, som indsættes i terminalen, når der skal kommunikeres. Denne måde at optælle den forbrugte tid på, letter regnskabet ombord, da der ikke skal holdes regnskab med de enkelte søfolks forbrug. Priserne for brugen af MOBIQ afregnes i dollars og ligger på 2,45 - 3,60 USdollars pr. minut. Inmarsat mini-M er ideel til e-mail.

Dækker næsten hele verden
De forskellige Inmarsat systemer dækker næsten hele verden rundt. Henholdsvis nord og syd for 70 graders bredde, kan terminalerne dog ikke nå de 4 satellitter, der er placeret ca. 37.000 km over ækvator.

Iridium dækker polerne
Et helt nyt system til transmission af både tale og data er Iridium, der dækker world wide - altså også i områderne nær polerne, hvor en del fiskere og nogle handelsskibe sejler. Tale og data afregnes i dollars. Prisen for brugen er mellem 2,50 og 6 dollars pr minut alt efter, hvorfra opkaldet sker.Man skal være opmærksom på, at de opgivne priser gælder kommunikation fra skib til land. Den modsatte vej skal der lægges dansk moms (pt. 25%) oven i priserne. Desuden eksisterer begrebet billige tidsperioder ikke, når der kommunikeres fra land til skib.

Mobil med grænser
Endelig er der selvfølgelig mobiltelefonen, som ikke kun er den nemmeste måde at kommunikere på, men også den billigste. Det gælder både GSM og NMT. Det eneste krav er, at skibet befinder sig inden for systemets rækkevidde. Det vil for begge systemers vedkommende sige, at skibet skal sejle inden for nogle få sømil fra land. Det kan dog veksle en del alt efter landstationernes placering. Generelt rækker NMT en smule længere end GSM.
De to systemer har en begrænset geografisk udbredelse. NMT til de nordiske lande samt nogle få flere og GSM i det meste af Europa, men ikke i hovedparten af de lande, hvor den danske skibsfart foregår, nemlig world wide trade. Priserne afhænger af, hvilken aftale man har indgået med udbyderen af mobiltelefoni, men er de samme som for almindelige samtaler over mobiltelefoner på land. Sikkerhedsmæssigt kan mobiltelefonen ikke anbefales, idet man ikke kan alarmere og få hjælp fra skibe i nærheden, ligesom der ikke er prioritet for et nødopkald.

VHF er sikrest
Trods de mange nye muligheder, er VHF (very high frequency) fortsat den sikreste form for kommunikation med land og andre skibe, vurderer Hans Aage Nielsen fra Søfartsstyrelsens regelkontor.

Med DSC (digitalt selektivt kald) tilkoblet kan en nødalarmering og den nødstedtes position automatisk overføres til et display på kystradiostationen og på de andre skibe i nærheden med DSC ved blot et tryk på den røde „distress" knap. DSC giver desuden mulighed for at ringe direkte udenom operatøren på Lyngby Radio til en pris på 4,40 kroner i minuttet. Ellers bestilles samtalen traditionelt hos operatøren på Lyngby Radio. VHF har en længere rækkevidde end for eksempel mobiltelefonerne og dækker Kattegat, men ikke hele Nordsøen og Skagerrak.

Skibe, der befinder sig i Østersøen eller Nordsøen kan benytte MF (medium frequency), i gamle dage kaldet „kutterbølger". Prisen for VHF og MF er 11,90 kroner inkl. moms pr. minut.

HF (high frequency) kan benyttes uanset, hvor på kloden skibet befinder sig. Prisen for denne tjeneste er 26,50 kroner pr. minut uden moms. Der betales ikke moms af HF- trafik.

Stadig meget dyrt
Hvilket system man skal bruge for at holde kontakt med sin familie, er som sagt afhængigt af, hvor på kloden skibet befinder sig. Mulighederne for at sætte sig ved computeren for at skrive lange breve, medsende billeder og små stumper videofilm er endnu stærkt begrænsede på grund af de dyre transmissionstakster.

Rederiernes politik med hensyn til søfolkenes muligheder for at kommunikere med deres familie og omvendt er meget forskellig. Enkelte større rederier giver familier og søfolk mulighed for at sende e-mail til rederiet, der så sender videre uden beregning. Andre rederier forlanger betaling for denne service.

http://www.furuno.dk/ecmail

Sådan sender du e-mail
For at bruge den nye Internet-service til og fra skibe, der har Inmarsat C, er det kun nødvendigt at have en PC eller en Mac med Internet-adgang og standard Internet e-mail software.

Abonnenten i land skal registreres som Eik Internet C-bruger - og mere skal der ikke til, før kommunikationen kan gå i gang. En besked fra land til skib foregår ved, at man adresserer sin mail til den sejlendes Inmarsat-C nummer (9 cifre), tilføjer et @ og bogstaverne inmc.eik.com.

Adressen kan altså se således ud: 421999010@inmc.eik.com.
E-mailen sendes til jordstationen Eik i Norge, der via Inmarsat satellitterne sender den videre ud til skibet. Når mailen skal den anden vej - skrives e-mail adressen på rederiet eller det hjemlige familiemedlem. Af sted over satellitten og en jordstation - og der er post på skærmen på rederiet eller hjemme i dagligstuen. Det eneste der kræves er, at landsiden er registreret som bruger. Tilmeldingen koster 220 kr. plus moms og kan ske til Tele Danmark - Satellittjenester på e-mail: inmarsat@tdk.dk eller på telefon 43 34 26 03.