|
Vinden og bølgernes
brusen er så kraftig, at hverken Bent eller
Lotte hører den to tons tunge jernkøl under deres fødder ramme koralrevet
og blive flået af i ét stykke. I det øjeblik ved de heller ikke, at kølen
synker straks og efterlader et dødeligt, gabende sår i bugen på den godt
10 meter lange sejlbåd ude på Stillehavet. Sankthansdag to år tidligere
den 24. juni 2002 stævnede Tico-Tico ud fra Mariager på sin første
jordomsejling. Skipperen og hans hustru, den 64-årige Bent Egelund Olsen
og 52-årige Lotte Buchwald, havde fostret
tanken, da de nogle år forinden havde købt Tico-Tico i Sverige og gled
hjem over Kattegat en lun og himmelhøj nat med stjerneskud. »Det er det,
jeg vil resten af mine dage. Sejle. Og et sted, hvor der er varmt,« tænkte
Bent. Han havde været dyrlæge i 33 år de fleste på den hvidkalkede og
stråtækte landejendom mellem Viborg og Randers men hans otium skulle flyde
på søen. Lotte ville med jævne mellemrum støde til undervejs og afmønstre
igen, når huden var blevet garvet og saltet tilstrækkeligt. Båden kostede
500.000 kr., og forsikringen var ekstra dyr, fordi sejlturen ville bringe
dem gennem det enorme Stillehav. »Hvad kan der ske? Der er jo så meget
vand, at man ikke kan ramme noget,« spøgte Bent. Turen blev præcis så rig
på oplevelser, som han havde drømt om. Deres 33 fod Scanmar sejlbåd hørte
til i den lille ende ude på det store verdenshav, og Bent og Lotte havde
knoklet med at uddanne sig og var nu begge yachtskippere af 1. grad. De
begyndte jordomsejlingen med at udfordre det åbne hav i det små tre dage
fra Bretagne til det nordlige Spanien, siden lidt flere dage til Kap Verde
i Vestafrika. Undervejs påmønstrede og afmønstrede danske gaster det gode
skib.
Stil´heden og roen
Det skønne ved at sejle var stilheden, roen og eftertænksomheden på havet.
Og så det utrolige sammenhold og kammeratskab mellem sejlerne. Men det
skønneste var alligevel at komme i land for at besøge fremmede mennesker
og egne. Det ene smukkere og mere eksotisk end det andet. Havfærden var
vel som at køre med campingvogn på landjorden bortset fra, at Bent ville
hade den rejseform. For tre fjerdedele af kloden består af vand, og man
kan rejse i alle retninger uden at møde modkørende hvert andet øjeblik.
Den første rigtigt store mundfuld saltvand slugte Bent Egelund Olsen og
Tico-Tico med 17 døgn over Atlanten til Caraibien, hvor Lotte ventede.
Øhavet var turistfyldt farvand, hvor de lokale med afgifter og
fantasifulde opkrævninger gjorde deres bedste for at lette lommerne på de
tilrejsende. Bent og Lotte spurgte, om nogle af de andre sejlbåde skulle
gennem Panama-kanalen og videre ud i Stillehavet, men alle ville vende
stævnen mod Europa igen. I Panama-Kanalen mødte Bent og Lotte indianere,
der stadig sejlede i udhulede træstammer. Med 250 liter drikkevand og 250
liter diesel i dunke begav Tico-Tico sig ud på Stillehavet, først 1000
sømil ud til dyreriget Galapagos og derfra 3000 sømil til Maquesas Island.
De 3000 mil tog 23 dage, og imens fangede og spiste de guldmakreller, som
bed på den kunstige blækkesprutteagn. I november begyndte tornado-sæsonen,
og Bent fløj hjem for besøge sine to små
børnebørn, som han aldrig havde set.
Skyerne samler sig
I april 2004 fortsatte Bent sin odyssé i Stillehavet, og i juni lå han,
Lotte og en ung gast, Lasse, i en lagune på øen Tonga og ventede på godt
vejr, så de kunne sejle videre til Fiji-øerne. Søndag den 13. juni forlod
de Tonga, solen skinnede, og vinden hvilede sig. De måtte sejle for motor
hele dagen og blev efterhånden trætte af at høre den dunke sig gennem
stilheden. Næste dag blæste det op til 8-10 sekundmeter, mens skyerne
samlede sig og spredte regn. Tirsdag den 15. juni valdemarsdag fik vinden
mere styrke og nærmede sig kuling. De rebede ned og havde kun lille
sejlføring, rullede Genua-sejlet helt ind, sejlede mod vest og havde
vinden ind fra sydøst. De diskuterede i al venskabelighed med Lasse, som
mente, at valdemarsdag er Danmarks nationaldag. De kunne ikke blive enige.
Tico-Tico ydede sine maksimale syv knob, og de nød hastigheden med vinden
og bølgerne i ryggen. Med den fart kunne de nå Fijiøerne næste dag i
dagslys. Havets pukler løftede sig op i tre meters højde med
skumtoppe og sprøjt, og de grå skyer slap
lasten af regn over båden. Bent navigerede på øjemål og spejdede efter det
aflange Duff-rev, som skulle ligge i nærheden. Så langt øjet rakte, var
der lutter vand. Lasse hvilede sig i kahytten, klokken var 16.00, og Bent
stillede æg-uret, så han kunne huske at kontakte den svenske sejlbåd
Stressless en halv time senere. To gange om dagen talte de to skippere
over radioen som et sikkerhedsnet spændt ud over havet, selv om de lå
tusindvis af kilometer fra hinanden. Koralrevet burde snart være der.
»Skal vi vende,« spurgte Lotte og Bent hinanden. Men de ville gerne se
koralrevet, før de ændrede kurs. Bent satte vindroret til, som automatisk
holdt kursen, og parret kravlede ned i kahytten for at studere søkortet.
Kollisionen
På kortet så revet ud til at være oversøisk. Det var det ikke. Mens de
stod bøjet over kortet, mærkede de et ryk i båden. Ikke noget voldsomt.
Lasse hørte et brag. Men Bent og Lotte troede blot, at Tico-Tico havde
bommet og fået bagvind i sejlet, så båden blev bremset op. Bent sprang op
for at få sejlet på plads, men så fik han øje på brændingen og revet. Det
var undersøisk, og Tico-Tico var sejlet hen over det. I det samme dukkede
Lasse op fra kahytten og sagde: »Vandet står helt op til kortbordet.« Bent
vidste, at det var nyttesløst at sætte Lasse til at bruge lænsepumpen. Så
effektiv var ingen pumpe. Skipperen forsøgte at krænge båden for at tvinge
den 180 centimeter dybe køl væk fra koralrevet, men kølen var væk, og den
16 meter høje mast trak i stedet Tico-Tico helt om på siden. Antennen til
kortbølgeradioen sad i masten, som var trukket ned i bølgerne, så det var
nyttesløst at forsøge at slå alarm over radioen. »Vi skal have flåden i
vandet,« sagde Bent. Han mærkede, at han var rolig. Han var ikke bange,
der var ingen optræk til panik, heller ikke hos de to andre, de vidste, at
de skulle handle, og at det skulle være her og nu. De skulle have flåden,
nødsenderen, vandforsyninger og nødkassen med. Lasse var på forhånd
instrueret i, at hans pligt ved et forlis var at få nødkassen med over i
redningsflåden. En kæntret båd er vanskelig at bevæge sig rundt på, men
Bent kravlede hen til cockpittet og fik løsnet den gule redningsflåde
under bommen. Han vidste, at tiden var knap, og trak og trak for at få den
10 meter lange line fri. Imens forsøgte Lasse at hive nødsenderen ned fra
væggen. Bent havde lært ham at bruge den, men ikke, hvordan han fik den
løsnet. Bent var nødt til at hjælpe. Nødsenderen var livsvigtig, for via
satellit skulle den varsko myndighederne om, at båden var nødstedt, og
angive den nøjagtige position. De fik fat i VHF-radioen og batterierne til
den samt den håndbårne GPS, så de kunne se deres position. Imens ruskede
bølgerne båden hen over koralrevet som over et vaskebræt.
Motoren starter selv
Tre-fire minutter tog det. Så var de i sikkerhed i den udløste
redningsflåde, som de fortøjede til Tico-Tico og skubbede på afstand af
den forliste båd. Næsten samtidig knækkede masten, og Tico-Tico rullede om
med bunden i vejret. Motoren lå under vand, men startede pludselig af sig
selv. Den udsendte en uhyggelig, brummende lyd, mens skruen snurrede frit
i luften. Bent havde sejlet den halve verden rundt med den båd, han havde
fået et personligt forhold til den, nu lå Tico-Tico med bunden i vejret,
og skipperen følte, at den knurrede ad ham og forsøgte at slippe væk. Den
motor burde ikke kunne starte af sig selv og da slet ikke under vand.
Først efter fem minutter var den kvalt. For første gang under den næsten
to år lange sejlads så de den overdækkede redningsflåde indvendigt.
Nødkassen rummede tre pakker kiks, en pose rosiner og to flasker vand samt
medicin og en dolk. Nogen havde snuppet chokoladen fra nødrationerne. Der
var 150 sømil til det nærmeste beboede område, og på Tonga havde de ingen
fly til at gå på vingerne. »Vi skal regne med at være her i mindst tre
dage, før nogen finder os. Derfor er der to kiks til hver om morgenen og
to om aftenen,« afgjorde Bent. De havde også nået at bjærge to dunke vand.
Dem bandt de i en snor og smed i vandet efter flåden. Nødsenderen
aktiverede de og lod drive efter flåden i en snor. For sent opdagede de,
at snoren var i stykker, og senderen drev væk med sit nødsignal i
bølgerne. »Det er lige meget. For den er jo udløst,« trøstede Bent sig
selv og de andre. De gik på opdagelse i flåden og fandt en lommelygte,
nødraketter, en dolk og en regnvandsopsamler, som de døjede med at få sat
ordentligt sammen. »Det er for, at vi skal have noget at få tiden til at
gå med,« spøgte Lotte. De forsøgte at holde humøret oppe, men kulden var
slem. Regnen trængte ind i flåden, og Bent og Lotte havde kun underbukser
og en T-shirt på.
Heldet flød forbi
Midt i ulykken flød heldet forbi. De fiskede en drivende våd sovepose op
og indfangede også en bøtte med sukker og en pose med kartoffelmospulver.
Den røde boks med nødraketter sejlede også forbi, og Bent ville svømme
over for at hente den. Men Lotte stoppede ham. Det var for farligt, og de
havde allerede fået nogle nødraketter med sig. »Men jeg vil så gerne se
lidt ekstra fyrværkeri,« sagde han. Sort humor var også en måde at
overleve på. Bent så frem til at få noget kartoffelmos at styrke sig på,
men saltvandet havde gjort maden uspiselig. Mørket faldt på, men ingen
kunne sove. Der var plads til seks i flåden, højst tre kunne ligge ned. De
mærkede vandet skvulpe under sig. Ubehageligt. De skibbrudne skiftedes
natten igennem til at holde vagt med dolken klar til at kappe det 10 meter
lange reb over, der var fæstnet til Tico-Tico. De var bange for at blive
trukket med ned, hvis vraget pludselig skred ned af koralrevet og sank til
bunds i havet. Der var måske 100 meter, måske 1000 meter ned. Den
regnfulde og blæsende nat var hundekold, men den våde sovepose gav en
smule beskyttelse mod uvejret. Efter 12 timer vendte dagslyset tilbage, og
de forsøgte at tørre deres våde tøj mellem bygerne. De opløste sukkeret i
vand og drak det for at få næring. De fortsatte også diskussionen af, om
valdemarsdag er Danmarks nationaldag. Redningsflåden var stadig bundet
fast til Tico-Tico, og Bent var bekymret for, om flåden kunne holde til de
voldsomme rusk i tøjret. De skiftedes til at holde udkig efter fly og
skibe, og Lasse og Lotte fik tiden til at gå med en børneleg, som Lotte
lærte gasten: De skiftedes til at flette mønstre med en snor, som de holdt
mellem fingrene.
Mørke tanker
De spekulerede på, om nogen overhovedet vidste, at de var forlist. Den
tanke var ikke rar at følge til ende. Men endnu værre var det at tænke på,
at deres børn måske allerede vidste, at de var forlist og nu gruede for,
hvad der var sket med deres far og mor ude på havet. Forældrenes bange
anelser holdt stik. Søværnets Operative Kommando havde sammen med andre
søredningstjenester verden over opfanget nødsignalet fra Tico-Tico og
kontaktet familien. Myndighederne beroligede familien med, at det nok bare
var falsk alarm. Det skete tit. Men en storstilet redningsindsats blev
iværksat. Det australske krigsskib Newcastle var i området, og også andre
skibe og helikoptere blev sat ind i eftersøgningen. Imens anede familien
ikke, om de tre jordomsejlere var levende eller døde. De levede, men var
døsige på grund af søvnmangel. De følte sig ikke i tvivl om, at de nok
skulle blive fundet. Spørgsmålet var bare: Hvornår? På grund af klodens
krumning kunne de kun se fem-seks kilometer væk, men på andendagen syntes
de, at de så noget ude i horisonten. De fyrede en nødraket af, men intet
skete. Natten var bidende kold. Næste morgen deres tredje døgn i
redningsflåden - syntes Lotte og Lasse, at de kunne se nogle øer et stykke
væk. De snakkede meget om at padle derover i redningsflåden. Bent sagde
ikke noget. Det ville han ikke være med til. De blev ved skibsvraget, som
var nemt at se fra luften.
Mayday-mayday
De tændte for første gang VHF-radioen, som højst kunne række 50 kilometer.
Men tre dage var gået, og som Bent havde sagt først nu havde
redningsfolkene en chance for at være inden for rækkevidde. Bent syntes
desuden, at han kunne se noget ude i horisonten, men han sagde intet til
de to andre af frygt for at skuffe dem igen. Han så trods alt uklart, for
brillerne var godt smurt ind i saltvand. »Mayday-mayday-mayday, here is
Tico-Tico, Tico-Tico, mayday,« sagde Bent i den bærbare VHF-radio. De
ventede. Radioen var tavs. Efter en time prøvede de igen. Bent stod op
midt i redningsflåden. Så opfangede redningsmandskabet et svagt signal og
svarede: »Tico-Tico. Here is the australian warship Newcastle. Where are
You?« Da de tre skibbrudne hørte stemmen i radioen, græd de af lettelse.
Newcastle fik opgivet positionen: 16 grader 46 minutter syd, 178 grader 56
minutter vest. De tre vidste ikke, at en helikopter allerede dagen før
havde fundet nødsenderen langt derfra. Men uden spor af skibsvrag eller
mandskab. Batteriet på deres nødradio var svagt. Bent fyrede en raket af,
så krigsskibet kunne spotte dem, og Newcastle spurgte, om de ville reddes
fra helikopter eller fra et fartøj, som krigsskibet ville sætte i vandet.
De kunne næsten ikke lade være med at grine højt, for Lotte havde spøgt
med, at hun ville reddes i helikopter, når den tid kom. Det blev hun.
Utroligt held
Kaptajnen på krigsskibet sagde efter redningen til nyhedsbureauet AFP: »De
har været exceptionelt heldige. Havde de ikke foretaget de opkald, netop
da vi passerede, tror jeg ikke, at der havde været meget håb for dem. Det
er et meget afsides beliggende sted.« På krigsskibet tilså en læge dem. De
var forkomne på grund af kulden, men havde det ellers godt. Lægen
forklarede, at uvejret havde slået så hårdt, at selv søfolkene på
krigsskibet blev søsyge. I dag sidder Lotte og Bent hjemme i deres
landejendom nær Tjele igen. De fortæller historien uden store
armbevægelser, og synes ikke selv, at deres skibbrud var et drama på
havet. Det dramatiske var snarere alt det, der skete omkring dem, uden at
de vidste det ude på redningsflåden. De sad jo blot og ventede, tømte
redningsflåden for vand med svampen, og ventede. Nu venter Bent igen.
Parret har netop solgt deres hjem gennem 21 år for at flytte i
bofællesskab og købe en ny sejlbåd. Bent føler, at han hører til på havet.
»Det var godt nok på et hængende hår, men det gik planmæssigt. Jeg er
imponeret over, så meget man kan nå på to minutter. Jeg skal af sted igen.
Jeg tror ikke, at jeg kommer helt over det, før jeg har foden på eget dæk
igen,« siger Bent. Han har aldrig fundet ud af, om valdemarsdag er
Danmarks nationaldag. Det var i hvert fald ikke Bents dag. Eller måske var
det netop, hvad det var. I al hans stilfærdighed.
jens.grund@jp.dk
|
