Vel tilbage i Chaguaramas efter

Vel tilbage i Chaguaramas efter weekenden var der heldigvis stadig tid til at opleve mere af Trinidad. Maj/Juni er tiden hvor havskildpadderne går op på strandene på Trinidad og lægger deres æg og selv om det med rette kan diskuteres, hvor nænsomt det er overfor skildpadderne, er det noget som man absolut må opleve, hvis man har muligheden. Det er dog kun lovligt at færdes på strandene i selskab med uddannede naturguider, hvilket i det mindste sikrer at skildpadderne forstyrres minimalt. Der er forskellige turoperatører i Chaguaramas som arrangerer den slags, men vi havde hørt at den allerbedste måde var selv at tage ud til en strand, indlogere sig på et hotel for natten, og så selv hyre en naturguide til aftenturen ud på stranden. Og som sagt så gjort. Sammen med Flemming lejede vi en bil for 2 dage og kørte ud i landskabet. Først kørte vi en meget smuk tur op gennem bjergene og den nordlige regnskov og endte sent på eftermiddagen i Grand Riviere, en "skildpaddestrand" som ligger i det nordøstlige hjørne af Trinidad. Her fandt vi let et dejligt hotel lige i strandkanten, og altså kun få skridt fra nattens skueplads.

Efter en dejlig middag på hotellets terrasse blev vi ved 21-tiden hentet af vores guide som fortalte at der allerede var 3-4 skildpadder på stranden. Antallet af havskildpadder der kommer op hver aften/nat varierer naturligvis, men på det tidspunkt vi var der lå gennemsnittet på omkring 250 per nat. Vi fulgte guiden ned på stranden og der – kun 100 m fra hvor vi havde siddet og spist – lå den første. En leatherback turtle på små 500 kg, havde mavet sig de ca. 50 m op på stranden og lå nu og gravede et hul til æggene med sine bagluffer. I denne proces måtte vi helst ikke forstyrre for meget da det kunne medføre at hun opgav sit forehavende, men så snart hun begynder at lægge sine ca. 120-130 æg går hun i trance, og så var det tilladt at gå helt tæt på og sågar røre ved hendes fløjlsbløde hud. Skjoldet var naturligvis noget hårdere, men er stadig en sammenvokset del af huden, nærmest som en negl. Det var tydeligt at arbejdet tog hårdt på hendes kræfter, men det hårdeste var nok når hun, efter at have færdiggjort æglægningen, skulle dække hullet til og afslutte med en afledningsmanøvre som betød at hun kravlede rundt i flere cirkler for at sløre hvor æggene lå, før hun tilbagelagde de sidste hårde metre ud til den befriende vægtløshed i havet. Det var en smuk oplevelse og det må tilføjes at guiderne håndterede det meget professionelt. Det var selvfølgelig forbudt at fotografere med blitz og det virkede faktisk ikke som om vores tilstedeværelse forstyrrede skildpadden nævneværdigt. Vi gik med guiden rundt og så til flere skildpadder og brugte også en del tid på at lede efter udklækkede skildpaddeunger. Guiderne kunne se på sporene i sandet at de var der, men da det endnu var lidt tidligt på sæsonen, var der for få udklækninger til at vi fandt nogen.

Det gode ved at vi selv havde arrangeret det hele var at turen ikke var slut hermed. I stedet kunne vi nu gå tilbage til hotellet, få et par timers søvn, stå tidligt op når der blev lyst omkring kl. 5.30, og gå ned på stranden til hvad der egentlig var den bedste del af oplevelsen. Her var der stadig enkelte skildpadder tilbage som ikke var helt færdige med deres afledningsmanøvrer og i det spirende morgenlys fulgte vi med beundring deres anstrengelser og kunne desuden fotografere uden at forstyrre dem med blitzen. Om morgenen brugte vi også en del tid på at gå langs den ca. 1 km lange strand, i håb om et glimt at nogle udklækkede unger. Men vi var ikke ene herom idet stranden var velbesøgt af hunde og gribbeagtige fugle der også ventede på udklækningen af det næste kuld. Og når der dukker den første stakkels skildpaddeunge frem af sandet kommer der med garanti lynhurtigt yderligere måger, fregatfugle m.m. til, så det er ikke svært at forestille sig, at det er et fåtal af ungerne der når levende igennem den gang spidsrod, og ud til den relative sikkerhed i havet.

Helt ekstatiske, efter denne store naturoplevelse, gik vi tilbage til morgenmaden på hotellet, og fortsatte derefter bilturen mod sumpene på vestsiden af Trinidad. Her skulle vi på en lille sejltur for at opleve den røde Ibis. Først skulle vi dog lige have benzin på bilen. På den første station var desværre udsolgt, men vi havde endnu næsten en halv tank og kørte roligt videre. På næste station var der imidlertid også udsolgt og da den tredje heller ikke havde mere benzin begyndte vi så småt at få bange anelser. Vi forsøgte at spørge om hvor vi kunne få benzin, men fik kun skuldertræk til svar, og da vi jo gerne ville helt tilbage til Chaguaramas med bilen var det efterhånden ved at blive kritisk. Endelig fik vi vredet ud af en tankpasser at der – måske – var benzin at få på en tank helt nede i det sydøstlige hjørne af øen, hvilket jo satte os i noget af et dilemma. Vi havde lige netop benzin nok til at nå hjem til Chaguaramas, men hvis vi kørte mod syd ville vi ikke kunne nå hjem uden at få tanket op. Uden benzin ville vi heller ikke kunne nå ud til sumpene og vi besluttede lidt dristigt at tage chancen mod syd. Men lykken står de kække bi og til alt held var der benzin at få dernede. Vi nåede dermed at se de flotte røde Ibis’er i sumpene og fik desuden også oplevet den sydlige del af øen. Hvad vi havde stillet op uden benzin må stå hen i det uvisse.