En af kunsthistoriens mest dramatiske begivenheder kulminerede, da Vincent van Gogh (1853 –1890) i 1888 skar en bid af sit øre af og dermed satte et blodigt punktum for ni ugers intenst samarbejde med Paul Gauguin (1848–1903) i ”det gule hus” i sydfranske Arles.

Van Gogh, Gauguin, Bernard. Dramaet i Arles skildrer baggrunden for de to kunstneres skæbnesvangre konfrontation og introducerer den mindre kendte Émile Bernard (1868–1941) som en væsentlig katalysator for de højspændte diskussioner om kunst, der ikke blot slog gnister i det gule hus, men også blev omsat til epokegørende malerkunst.

De ”elektriske diskussioner”, som van Gogh benævnte dem, fandt altså sted ikke mellem to, men tre kunstnere. De udfoldede sig især i løbet af 1888, snart gennem deres korrespondance, snart gennem samarbejdet mellem Gauguin og Bernard i Bretagne og dernæst mellem Gauguin og van Gogh i Arles. Senere blev de genoptaget i deres brevvekslinger i 1889. Kunstnerne var således mest sammen to og to, men den tredje part var alligevel altid til stede som en stemme i diskussionerne. Dels via brevskriverierne og dels via eksperimenterende værker brugt som argumenter i billedform.

Set på afstand kunne man tro, at van Gogh, Gauguin og Bernard havde fælles mål for skabelsen af et nyt billedsprog. Det var dog langtfra tilfældet – selvom van Gogh en tid troede det. For hvor van Gogh mente, at den ny tids kunstner skulle afmale motivet, sådan som han så det foran sig, mente Gauguin og Bernard, at han skulle skildre det med udgangspunkt i erindringen og fantasien.

Skismaet mellem van Goghs tro gengivelse af den ydre verden og Gauguins og Bernards loyalitet over for den indre verden gennemsyret af drøm og fantasi blev til sidst så afgrundsdyb, at det for van Gogh endte i menneskelig tragedie. Det er dette valg mellem virkelighed, naturtroskab og realisme på den ene side og drøm, myte og abstraktion på den anden side, som udstillingen stiller skarpt på.